Lykketoft: Det er umuligt at returnere flygtninge

De socialdemokratiske ideer om at lukke EUs ydre grænse mod at oprette lejre tættere på asylsøgernes hjemlande duer ikke, mener tidligere S-formand Mogens Lykketoft.

»Diskussionen er forståelig, men der er intet af det, som er bidrag til akutte løsninger,« siger Mogens Lykketoft om den nuværende S-ledelses planer om asyllejre uden for Europa. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

DAVOS: Socialdemokraternes tidligere formand, Mogens Lykketoft, sår nu tvivl om et af de centrale elementer i sit partis plan for at håndtere flygtningekrisen:

»Man kan ikke insistere på at sende folk tilbage til lande, som ikke vil modtage dem,« siger Mogens Lykketoft.

I sin egenskab af formand for FNs generalforsamling deltager han i disse døgn i World Economic Forums årsmøde i schweiziske Davos. Her holder han møder på højeste internationale niveau, bl.a. i et forsøg på at sikre finansiering af FNs nødhjælpsprogrammer for de fordrevne flygtninge.

Ifølge S-ledelsens plan skal EUs ydre grænse lukkes, og der skal oprettes velfungerende asyllejre tættere på flygtningenes nærområder. Derefter skal det være op til hvert enkelt vestligt land at bestemme, hvor mange flygtninge, man vil tage imod. Resten af flygtningene må blive i lejrene, indtil de kan vende hjem. Hvis nogle flygtninge finder vej til Danmark, skal de ifølge S-ledelsen sendes retur til lejren.

Ifølge Mogens Lykketoft vil det tage tid at opnå den slags aftale med landene, som skal lægge jord til lejrene.

»Det kan godt være, at der kunne komme noget konstruktivt ud af det. Men det er jo ikke noget, man bare kan gøre. Man kan ikke insistere på at sende folk tilbage til lande, som ikke vil modtage dem. Diskussionen er forståelig, men der er intet af det, som er bidrag til akutte løsninger,« siger han.

»Det er ikke en proces, som kan realiseres nu. Der er så mange forudsætninger, som ikke er til stede,« mener Mogens Lykketoft.

Midlertidige løsninger

Et andet centralt element i S-ledelsens plan handler om at oprette statslige flygtningelandsbyer rundt om i Danmark. Forslaget har fået fremtrædende S-borgmestre til at advare om, at det vil skade integrationen, hvis det fører til, at flygtninge afsondres fra resten af samfundet.

Mogens Lykketoft støtter S-ledelsen i, at strømmen af flygtninge kan blive så stor, at det kan blive nødvendigt at oprette »landsbyerne«: »På den korte bane har vi ikke mulighed for at levere egentlig boligforsyning til så mange mennesker, som kommer nu. Derfor er man nødt til at lave midlertidige løsninger,« siger Mogens Lykketoft – men han ser samtidig en risiko for, at lange ophold i disse landsbyer eller lejre vil kunne underminere en succesrig integration.

Forslaget om at indføre et asylstop, som Liberal Alliance har foreslået, fejer Lykketoft af bordet som urealistisk:

»Jeg mener ikke, at man kan gennemføre nogen form for asylstop uden at komme i frontal modstrid med internationale forpligtelser. Det er klart, at man kan diskutere, om konventionerne skal moderniseres, men det vil tage mange år at opnå,« siger han.