Lyden af en liberal bombe der afmonteres

Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, droppede mandag sit ultimative krav om topskattelettelser. Dermed er den væsentligste forhindring for, at Venstre, LA og de Konservative kan danne regering ryddet af vejen.

Medierne stod klar til at fange statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han kom ud efter forhandlingerne om en ny trekløverregering i går på Marienborg. Foto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sådan her foregik det, da Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, mandag endegyldigt afmonterede den bombe, som har tikket under Venstre-regeringen: Foran Marienborg og på vej ind for at besvare statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) invitation om at træde ind i regeringen forklarede han, at topskattelettelser ikke længere er et krav, men »et håb«.

»Nu er vi tilbage i den situation, hvor det ser ud til, at vi kan komme i regering. Det er et bytte, der er så ambitiøst og godt, at det kan man ikke som ansvarlig politiker sige nej til, hvis det lykkes at blive enig om et ambitiøst, borgerligt grundlag,« sagde Anders Samuelsen.

Tik. Tik. Stille.

Både Liberal Alliance og De Konservative udtrykte i går ønske om at træde ind i regeringen. Men før en eventuel ny regering kan præsenteres på Amalienborg, skal der i de kommende dage først forhandles et nyt regeringsgrundlag, der stiller alle partierne tilfredse. Dernæst skal ministerposterne fordeles.

Lars Løkke Rasmussen vil ikke give forløbet en deadline, men det var en tydeligt opløftet statsminister, som efter møderne med Anders Samuelsen og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, forklarede, at der i dag, tirsdag, tages fat på at formulere regeringsgrundlaget for en ny borgerlig regering med de tre partier.

»Jeg oplever, at vi kollektivt har en bevidsthed om, at vi nu skal tage ansvar for at samle det borgerlige-liberale Danmark og prøve at danne en stærkere regering,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Alt i alt er det noget andre toner, end da Anders Samuelsen eksempelvis 31. august i år blev spurgt, om han ville sige klart og præcist til vælgerne, at han aktivt vælter regeringen med et mistillidsvotum, hvis ikke der kom en topskattelettelse på mindst fem procentpoint til alle topskatteydere.

»Ja. Det er ligesom at være i kirke det her. Man skal ikke vakle,« lød LA-lederens svar.

Det tilbagetog kommer Anders Samuelsen efter alt at dømme til at høre meget for, men hans egen logik er, at situationen er forandret grundlæggende: Hvis det lykkes at blive enige om en VLAK-regering, så eksisterer den gamle Venstre-regering ikke længere.

»Det er det, vi har sagt; at den ikke vil overleve, hvis ikke vi fik fem procentpoint på topskatten,« siger Anders Samuelsen.

De tre partier har andre – om end mindre eksplosive – uoverensstemmelser, der gerne skal løses, før et regeringsgrundlag kan skrives, og en eventuel trekløverregering kan dannes.

Søren Pape Poulsen forklarede inden sit møde med statsministeren, at de største ufordringer set med de Konservatives øjne er forsvarsforliget samt miljø- og klimapolitikken. Samtidig droppede han kravet om, at der skal købes yderligere 16 kampfly ud over de 27 med forårets politiske aftale. Det var årsagen til, at de Konservative trådte ud af forsvarsforliget.

»Der skal ikke købes flere kampfly for, at vi kan træde ind i forsvarsforliget igen. Da vi kom til målstregen, måtte vi acceptere, at det blev et mindre antal,« siger Søren Pape Poulsen.

Regeringsforhandlingerne genoptages på Marienborg i tirsdag.