Lokumsaftaler om magten

Rina Ronja Kari (Folkebev.) Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne uge har parlamentet sagt god for en stribe kontroversielle kandidater til kommissionen. Det blev et uskønt drama, hvor en lokumsaftale mellem de store grupper sikrede en række meget tvivlsomme kandidater igennem.

Kandidaten til energi- og klimakommissær, Spanieren Miguel Arias Cañete, kommer direkte fra olieindustrien og måtte sælge aktier i 2 forskellige olieselskaber, kort inden han skulle i høring hos parlamentet. Ikke den mest oplagte til at forsvare klimaet.
Udover denne uheldige sammensætning virkede han direkte komisk, da han under høringerne gentagne gange forklarede, at hverken hans kone eller børn har andele i olieselskaber. Vel at mærke til spørgsmål om hvorvidt det er sandt, at hans svoger i dag har både aktier og bestyrelsesposter i de olieselskaber, Cañete selv plejede at være i toppen af. Hans indsats som miljøminister i Spanien lægger i øvrigt i naturlig forlængelse af, hvad man ud fra ovenstående ville forvente.

Skyldes godkendelsen så, at han alligevel har politisk opbakning i parlamentet? Er der virkeligt et flertal af de folkevalgte, der vurderer at han er den helt rigtige til at tage vare på klimaområdet? Ikke ligefrem. Tværtimod skyldes det en lokumsaftale mellem de store grupper, hvor op til flere kontroversielle kandidater med begrænset støtte blandt de folkevalgte er blevet fredet. De to store grupper, de konservative og socialdemokraterne, mente tilsyneladende, at det var vigtigere at få deres egne kandidater igennem, end at sikre at det er acceptable folk, der sidder i kommissionen.

I samme handel har man også godkendt englænderen Jonathan Hill. En mand der, gennem hele sin karriere, har været flittigt gennem svingdøren mellem en karriere som politiker og lobbyist. At en mand, der tidligere har været lobbyist for bankverdenen i city of London, bliver gjort ansvarlig for finansregulering, virker jo næsten karikeret. Det svarer jo til at sætte en ræv til at vogte gæs - eller, at sætte en oliemillionær til at vogte klimaet.

Til gengæld for at godkende disse to højreorienterede fik socialdemokraterne lov at få godkendt den tidligere franske finansminister, som grundlæggende blev kritiseret for ikke at føre den nedskæringspolitik EU havde pålagt Frankrig.

Resultatet er, at vi nu står tilbage med adskillige kommissærer, der formentlig reelt har et flertal af de folkevalgte imod sig, og hvoraf flere åbenlyst ikke er de rigtige til deres job. Det vil føre til dårligere lovgivning og i flere tilfælde til indflydelse til parter, der ikke ligefrem varetager de brede samfundsinteresser.

Det siger desværre alt for meget om kulturen i EU, at man har alt for meget fokus på magtbalancer og studehandler mellem institutioner og politiske grupper i stedet for at fokusere på, hvad der er bedst for befolkningen. Det lover ikke godt for kulturen de næste 5 år.