Løkke ser gerne flere ingeniører vende tilbage til studierne

Socialdemokratiet vil lade udvalgte bachelorer vende tilbage til studiet efter en årrække på arbejdsmarkedet.

Arkivfoto. Erhvervslivet mangler den rette arbejdskraft her og nu, og de studerende på landets uddannelser savner relevant erhvervserfaring. Derfor er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) positiv stemt overfor et socialdemokratisk forslag Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Erhvervslivet mangler den rette arbejdskraft her og nu, og de studerende på landets uddannelser savner relevant erhvervserfaring.

Derfor er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) positiv stemt overfor et socialdemokratisk forslag. Det går ud på at lade særligt efterspurgte bachelorer vende tilbage til kandidatstudiet efter en årrække i arbejde.

»Der er flere barrierer, der er også nogle overenskomstmæssige ting, som gør, at de (virksomhederne, red.) tager en kandidat, når vedkommende er der, frem for en bachelor.«

»Vi skal senere i folketingsåret ind i den her diskussion om, hvordan vi dimensionerer vores videregående uddannelse, der vil jeg tage denne tanke med. Det lyder interessant,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Det er i dag ikke muligt på grund af fremdriftsreformen, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 2013 for at få universitetsstuderende hurtigere igennem studierne.

Den blev siden lempet i 2015 og er på vej i graven i henhold til et ønske fra flere partier.

Ifølge forslaget fra Socialdemokratiet skal erfaringerne fra virksomheden kunne give merit til de studerende, hvis for eksempel en ingeniør vender tilbage til studierne.

/ritzau/