Løkkes svære efterår: Her er svarene på 5 centrale spørgsmål

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) står med den uhyre vanskelige opgave at samle et flertal for regeringens 2025-plan. Hvad skal man forvente af forhandlingsforløbet?

Forhandlingerne om 2035-planen er i gang. For Lars Løkke Rasmussen er udfaldet endnu uvist - det kan ende med brede forlig eller valg. Foto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlingske giver – på baggrund af centrale kilder – bud på svarene.

Dansk politik var stormfuld for to uger siden, da regeringen præsenterede sin 2025-plan – nu er der langt mere stille. Hvad sker der?

Få dage efter at regeringen spillede ud med sin helhedsplan for dansk økonomi, kom der gang i mødeaktiviteten i Finansministeriet. Alle partier var inviteret til såkaldte sættemøder hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der har rollen som efterårets kompromismager.

Sættemøderne er nu afløst af temamøder for en mere snæver kreds. Regeringen holder møderne i to spor: Ét med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative og ét med Socialdemokraterne og de Radikale.

Der er indtil videre tilrettelagt syv møderækker med hver sit overordnede tema: Pension, SU og uddannelse, PSO og forsyning, vækst og erhvervsskat, udlændinge, jobreform – herunder personskat – og til sidst finansloven.

Det første møde fandt sted i sidste uge, og det sidste ventes at blive afholdt omkring begyndelsen af oktober. Temamøderne har karakter af tekniske gennemgange og har to formål: Hvert parti kan stille spørgsmål til Finansministeriets regnedrenge, og regeringen kan samtidig få en fornemmelse af, hvad partierne er klar til at gå med til.

På den baggrund kan regeringen tilrettelægge et decideret forhandlingsforløb, der ventes at strække sig et godt stykke ind i november.

Hvad skiller blå blok?

Det korte svar er to stålsatte øjne og et DF, der nægter at sænke de rigestes topskat.

På den ene side fastslår LA-leder Anders Samuelsen, at partiet vælter regeringen med et mistillidsvotum, med mindre de får en topskattelettelse på mindst fem procentpoint til alle topskatteydere.

Omvendt ryster DFerne på hovedet og afventer med korslagte arme, at Samuelsen kravler ned fra sit høje træ.

Mellem de to parter står V-regeringen, der »nok godt kan finde« den ekstra milliard kroner om året, som LAs krav koster, som en regeringskilde formulerer det. Regeringen vil heller ikke have noget ideologisk problem med imødekommelsen. Til gengæld vil den have sværere ved at forsvare lettelsen af topskatten, når et flertal i Folketinget ikke bakker op, og når regeringen samtidig vil beskære SUen og hæve pensionsalderen.

Hvorfor har Løkke tilrettelagt det aktuelle forhandlingsforløb, som han har?

Regeringen har lagt op til et langt forløb for at opbygge tillid mellem forhandlingspartnerne og for at gøre stejle partier møre. Logikken er, at hvis små nødder knækkes løbende, vil skallerne på de store nødder ikke længere virke ubrydelige.

Det handler ikke bare om topskattelettelser, men om de mange områder, hvor partierne trækker i forskellige retninger. Når det handler om f.eks. pension, vil K og R gå endnu længere end regeringen, mens DF og S vil tøjle den.

Samtidig skal tiden arbejde til regeringens fordel. Forhåbningen er, at det borgerlige Danmark og især erhvervslivet vil lægge pres på LA for ikke at forkaste den vækst, som 2025-planen kan give Danmark. Og at LA af den grund vil udviske den »røde linje«, som partiet har optegnet.

Hvem sigter regeringen efter at lave en aftale med?

Regeringens ambition er en blå aftale. Claus Hjort Frederiksen har betonet, at han betragter det som sin »hovedopgave« at samle borgerlig opbakning, men han har også åbnet for, at dele af helhedsplanen kan ende med delaftaler.

Regeringen ser fordele i at få S og R med – på den måde er aftalen fremtidssikret, hvis regeringsmagten skulle skifte efter et valg.

Den radikale leder, Morten Østergaard, påpegede i mandagens Berlingske, at regeringens 2025-plan på mange punkter flugter med radikal politik. Spørger man regeringen, er aftaler med R om eksempelvis pensionsalder og skattelettelser mulige, mens det ser ualmindeligt svært ud med fælles fodslag i udlændingepolitikken.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har proklameret, at han helst ser en V-DF-S-aftale, og S og DF står da også sammen om f.eks. at afvise topskattelettelser og højere pensionsalder.

Regeringen bruger det billede, at Løkke kæmper en slags tikamp, hvor han er nødt til at mestre alle discipliner, mens han konstant bliver overgået af de øvrige partier, der har indtaget langt skarpere standpunkter end regeringen på stort set alle 2025-planens enkeltelementer.

Kan det ende med valg?

Ja. I Anders Samuelsens øjne fortjener en borgerlig-liberal regering ikke at blive siddende, hvis den ikke sænker topskatten for alle, og han har endda gjort det til et spørgsmål om sit eget partis eksistensberettigelse.

DF er klar til efterårsvalg og forventer at lande på benene uanset udfaldet. Hvis de borgerlige partier vinder, og DF beholder sin styrke – hvilket meningsmålingerne peger på – har Kristian Thulesen Dahl gjort det klart, at partiet vil i regering for første gang. Og hvis Socialdemokraterne får regeringsmagten, formulerer en DF-kilde, at »så er vi klar til at lægge os op ad Mette Frederiksen«.

Også regeringen indstiller sig på, at forhandlingerne kan blive afsluttet af et efterårsvalg, som ingen rigtig har nogen interesse i.