Løkkes søn om at stå i sin fars politiske skygge: »Det har ikke altid været let«

Statsministerens søn, Bergur Løkke Rasmussen, fortæller i forbindelse med sit kandidatur til Europa-Parlamentet, hvordan hans fars tid i politik har formet hans egen politiske figur. Og hvilket politisk spørgsmål, der giver heftige diskussioner over middagsbordet.

Bergur Løkke Rasmussen (V) og han far, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Billedet er taget, da Berguer Løkke Rasmussen i 2013 var på stemmesedlen til Region Hovedestaden, hvor han blev valgt ind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Der hænger en politisk skygge over 28-årige Bergur Løkke Rasmussen. En skygge, der på godt og ondt har sat sine spor i den unge mand, der nu stiller op til Europa-Parlamentet for Venstre.

Han er søn af Danmarks statsminister og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, og gennem sin opvækst har han måttet lægge øre til lidt af hvert om sin far.

Når kritikken har været mest skarp, er ord som »Amatør«, »Luksusdyret«, »Rejsekongen« hæftet på hans far – for blot at nævne tre set i Ekstra Bladet – og gennem årene har Løkke senior i flere medier fået kritik for alt fra dyre flyrejser til donationer fra såkaldte kvotekonger.

Måske er det netop derfor, at Bergur Løkke Rasmussen lader til at være ekstra omhyggelig med sin fremtræden.

Iklædt jakkesæt, nystrøget skjorte, slips og blankpolerede sko møder han op i god tid til interviewet, og han overvejer alle spørgsmål i nogle sekunder, før han svarer.

Bergur Løkke Rasmussen siger, at kritikken af hans far har gjort indtryk på ham og været med til at forme hans egen politiske figur.

Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Mine overvejelser om at stille op har været endnu større, fordi jeg ved, hvilke reelle bagsider der er ved politik, og hvad man skal stå på mål for,« siger han med et skævt smil og fortsætter:

»Det er noget, jeg tænker over i alle sammenhænge; hvordan jeg udtaler mig eller optræder. Gennem min opvækst har jeg lært, at man skal passe på med, hvad man siger, og hvad man gør.«

Om den kritik, der til tider har været af hans fars arbejde og person, siger han:

»Det har ikke altid været let, men det har hærdet mig i forhold til at kunne modstå kommentarer fra alle mulige mennesker, der havde en holdning til min far. Jeg har lænet mig op ad min familie, for vi er på samme hold. Ligesom jeg har lænet mig op ad mine nærmeste venner og talt om tingene og ”grædt” lidt over, hvor hårdt det hele er. Så har jeg fået afløb og kunne gå videre.«

»Min far er et af mine største idoler«

Selvom anledningen til interviewet er hans EU-kandidatur, og hvad han vil rent politisk, står der næsten ligeså mange spørgsmål på blokken, der handler om hans far, og da Bergur Løkke Rasmussen meldte sit EU-kandidatur, blev han da også konsekvent omtalt som »Løkkes søn« i medierne.

Bergur Løkke Rasmussen griner lidt opgivende og siger:

»Min far er et af mine største idoler, og jeg har altid fulgt, hvad han laver i politik. Derfor er jeg egentligt bare smigret over sammenligningen.«

Han erkender samtidig, at slægtsskabet i nogle tilfælde er en ikke ubetydelig fordel.

»Det betyder, at jeg nemmere kommer til orde, end mine kollegaer gør. Det er jeg beæret over og glad for. Men jeg håber at kunne bruge min taletid på at vise, hvem jeg er, og hvad jeg mener.«

Som 17-årig meldte Bergur Løkke Rasmussen sig ind i Venstres Ungdom, hvor han senere blev formand for lokalafdelingen i Søllerød, og som 23-årig blev han i 2013 valgt til Region Hovedstaden. Sidste år besluttede han at tage en pause fra politik for at fokusere på en karriere i erhvervslivet og færdiggøre studierne på CBS.

Bergur Løkke Rasmussen under valgkampen i 2013, hvor han stillede op og blev valgt til Region Hovedstaden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Liliendahl.

Alligevel endte han med at takke ja, da Venstres Europaudvalg i København ringede og bad ham om at stille op til parlamentet i Bruxelles.

Men hvordan træder man egentligt ud af sin fars politiske skygge, når samtlige danskere forbinder efternavnet Løkke Rasmussen med fornavnet Lars?

Man kan jo begynde med sine egne politiske holdninger.

Adspurgt til, hvorfor han vil i Europa-Parlamentet, hiver Bergur Løkke Rasmussen først klassiske paroler frem, som går på at ville kæmpe for »et slankere EU, der er tættere på danskerne«. Men graver man lidt dybere i svarerne, har han klare holdninger til centrale EU-spørgsmål, som ikke på alle områder stemmer helt overens med Venstres – og hans fars – politik.

»Vi har vores gode politiske diskussioner over middagsbordet,« siger Bergur Løkke Rasmussen.

Sólrun Løkke Rasmussen og Bergur Løkke Rasmussen til Sankt Hans i Marienborg Have i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

En af de diskussioner går bl.a. på grænsekontrollen, som Lars Løkke Rasmussen har indført i 2016 i forbindelse med flygtningekrisen, efter flere tusind flygtninge søgte om asyl i Danmark i 2015 og 2014.

Statsministeren har om grænsekontrollen sagt, at »vi beholder den grænsekontrol, vi har, så længe vi ikke har tilstrækkeligt styr på EUs grænser«, mens udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har udtalt, at »en forudsætning for den fri bevægelighed er, at der er styr på Europas ydre grænser. Og selv om vi lige nu oplever lave indrejse- og asyltal i Danmark, må vi desværre konstatere, at der fortsat er et stort pres på Europas ydre grænser«.

Bergur Løkke Rasmussens ser derimod anderledes på det spørgsmål og ønsker grænsekontrollen afskaffet.

»Jeg er generelt set for fri bevægelighed i de europæiske lande. Derfor synes jeg ikke, at Danmark er tjent med at have en grænsekontrol til vores nabolande,« siger han.

Har du diskuteret det med Lars Løkke Rasmussen?

»Hans arbejde er hans, og mit er mit. Det er som familiemedlemmer, vi har de diskussioner,« siger Bergur Løkke Rasmussen.

Finansminister Kristian Jensen (V) hilser i forbindelse med en ministerrokade i 2009 på Bergur Løkke Rasmussen, som står vagt uden for Amalienborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen.

Mere enige er de to om et andet centralt EU-spørgsmål nemlig forsvarsforbeholdet. Løkke junior siger, at han som soldat i Den Kongelige Livgarde og som udstationeret i Irak oplevede, at forsvarsforbeholdene udgjorde et problem for Danmark.

»Forsvarsforbeholdene skal helt klart fjernes. Jeg har som soldat utroligt svært ved at forstå, at vi i Irak f.eks. ikke kunne være en del af det europæiske samarbejde om en lejr, fordi vi har forbehold,« siger han.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte det danske bidrag i Camp Havoc i Irak i 2016, hvor Bergur Løkke Rasmussen (tv.), var udsendt som premierløjtnant. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Lars Løkke Rasmussen har ligeledes sagt, at han gerne så forsvarsforbeholdet afskaffet »en dag«, mens statsministeren har været anderledes stille om sit syn på Euroen.

Her er Bergur Løkke Rasmussens holdning derimod klar:

»Euroen står i en vanskelig situation i øjeblikket og er meget usikker. Men såfremt den består sin prøve, synes jeg kun, det giver mening, at vi tilslutter os,« siger han.

Efter interviewet ankommer Berlingskes fotograf til caféen. De skal finde en baggrund til billederne på gågaden, for Bergur Løkke Rasmussens nye lejlighed står tom, fortæller han. Den har tidligere været brugt som erhvervslejlighed, men selvom den er indflytningsklar, venter han på det sidste stempel fra kommunen, før den må bruges til beboelse.

»Andre ville måske være flyttet ind alligevel, men det kunne jeg ikke finde på. Det er vel også det med at være ekstra forsigtig,« siger han.

Valget til Europa-Parlamentet falder i maj 2019, hvor det vil stå klart, om Bergur Løkke Rasmussen skal rykke til Bruxelles. Venstres spidskandidat er Morten Løkkegaard.

Foto: Niels Ahlmann Olesen.