Løkkes åbningstale i den digitale vridemaskine

Statsministerens åbningstale var mere »dansk« end Thornings fra sidste år. Den havde flere ord per sætning, og lixtallet var også højere.

Foto: Liselotte Sabroe. Lars Løkke Rasmussens under sin åbningstale.
Læs mere
Fold sammen

»Danmark er et dejligt land. Et af de bedste i verden,« indledte Lars Løkke Rasmussen kort efter klokken 12 sin åbningstale i folketingssalen.

Talen er hans tredje som statsminister, efter at han også i 2009 og 2010 holdt åbningstale fra Folketingets talerstol.

Men i talen, der varede præcis 39 minutter og 3 sekunder, gjorde Løkke det hurtigt klart, at »der er ting, vi kan gøre bedre. Der er ting, vi skal gøre bedre«.

Talen var en rundtur i emner som flygtningekrisen, integration, ulandsbistand, finanslov, boligjobordning, udflytning af statslige arbejdspladser, NOx-afgiften, planloven, udredningsretten, politiet, folkeafstemningen 3. december, reform af erhvervsuddannelserne, kontanthjælpsloftet og skattelettelser. For nu at nævne nogle enkelte.

Men Løkke var også rundt om Facebook og - ligesom sin forgænger - almindelige danskere. Thorning gjorde skoleeleven Emil og hans lillesøster Sofie (begge godt nok fiktive, red.), landskendte efter at have optrådt i hendes åbningstaler. Løkke fremhævede ingen skoleelever, men i stedet både Brigitte fra Næstved og Olaf Sørensen på 83 år.

Den første havde takket Løkke for udflytningen af 375 job til Næstved, den anden havde Løkke mødt på Aalborg Rehabiliteringscenter efter en hofteopereret i maj, der sendte Olaf på intensiv-afdelingen i 40 dage på grund af komplikationer. Det var her, Løkke nævnte udredningsret på 30 dage.

Politiko.dk har haft Løkkes tale gennem den digitale vridemaskine og har sammenlignet den med både hans åbningstale i 2010 og Thornings åbningstale fra sidste år.

Løkke er mest »dansk«: Sagde »Danmark« 56 gange fra talerstolen

Lars Løkke Rasmussens fokus i talen ved Folketingets åbning var fædrelandet. Hele 56 gange omtalte hans Danmark i talen, mens det næstmest brugte ord, »regeringen«, kun blev brugt 15 gange.

Se en visualisering af talens mest benyttede ord herunder.

Danmark (56 gange)
Regeringen (15 gange)
Hænger (11 gange)
Arbejde (11 gange)
Mennesker (11 gange)
Ønsker (10 gange)
Arbejdspladser (9 gange)
Flygtninge (8 gange)
Indsats (7 gange)
Offentlige (7 gange)
Uddannelse (7 gange)

Gennemsnitligt antal ord pr sætning: 10,55
Gennemsnitligt antal lange ord pr sætning: 2,32
Lixtal: 32,57

NOTE: Lixtallet for en tekst opgøres som det gennemsnitlige antal ord pr. periode, dvs. antal ord mellem to punktummer, plus procentdelen af lange ord, dvs. ord på over seks bogstaver.

LA-formand skuffet over Løkkes skattefrekvens

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, skrev på Twitter efter talen, at han var skuffet over, at kun to ud af Løkkes »cirka 5.000 ord« var 'skat'.

Der var lidt mere end 5.000 ord - 5.167, når man nu skal være helt præcis og har talt den del, hvor Løkke forlod sit talepapir, med. Men LA-formanden har ret i, at skat kun blev nævnt to gange:

»Så frigør vi penge til at sætte skatten ned«, sagde Løkke efter lige knap 35 minutter af sin tale for 16 sekunder senere at nævne skatten igen:

»Derudover har regeringen en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone,« sagde statsministeren.

Åbningstalen som verdenskort: Næstved, Mariagerfjord og Irak

At »Danmark« var det mest brugte ord i talen skinner også igennem, når talens indhold visualiseres på et verdenskort. Prikkerne centrerer sig omkring Danmark med få afstikkere til kampen mod ISIL i Irak, Europas grænser og rigsfællesskabet.

[Tip: Start med at zoome ud. klik på prikkerne og se, hvad Løkke sagde om landet. Bemærk, at omtalen af Danmark ikke fremgår af kortet. Kun specifikke steder i Danmark er taget med.]

 

Løkkes åbningstale 2010: Et opgør med »gavementaliteten«

Et af de centrale elementer i Lars Løkke Rasmussens åbningstale i 2010 var et opgør med »politikernes gavementalitet«.

Men hvis man analyserer talen ved at tælle Løkkes ordvalg, står et andet ord i centrum, nemlig »regeringen«.

I ordskyen herunder kan du se, hvilke ord, Løkke Rasmussen gentog flest gange i løbet af talen.

De 10 mest brugte lange ord:

Regeringen (29 gange)
Danmark (25 gange)
Offentlige (10 gange)
Arbejde (10 gange)
Danmarks (9 gange)
Kommende (8 gange)
Mennesker (8 gange)
Virksomheder (8 gange)
Danskere (7 gange)
Gælder (7 gange)

Gennemsnitligt antal ord pr sætning: 12,30
Gennemsnitligt antal lange ord pr sætning: 2,94
Lixtal: 36,20

Afghanistan, Afghanistan, Afghanistan og Tåstrupgård

Lars Løkke Rasmussen bevægede sig rundt i verden i sin åbningstale i 2010, men særligt ét sted fik meget opmærksomhed: Afghanistan blev nævnt hele seks gange. I en mere lokal kontekst nævnte Lars Løkke også et besøg på Tåstrupgård.

Gå selv på opdagelse i talens verdenskort herunder.

[Tip: Start med at zoome ud. klik på prikkerne og se, hvad Løkke sagde om landet]

 

Thornings fokus: Omtalte fædrelandet hele 43 gange

Da Helle Thorning-Schmidt gik på talerstolen for at åbne folketingsåret 2014, var det hendes fjerde åbningstale. Thornings opfundne skoledreng, Emil, var tidligere løbet med opmærksomheden i hendes åbningstaler, men i 2014 fyldte ét ord mere end noget andet: Danmark.

Emil blev dog også nævnt - han fik sågar en lillesøster i Thorning-Schmidts åbningtale. Herunder kan du se, hvilke ord den daværende statsminister brugte mest i sin tale.

De ti mest brugte lange ord:

Danmark (43 gange)
Regeringen (24 gange)
Mennesker (20 gange)
Milliarder (11 gange)
Arbejde (9 gagne)
Millioner (9 gange)
Uddannelse (8 gange)
Tryghed (7 gange)
Naturen (7 gange)
Gælder (7 gange)

Gennemsnitligt antal ord pr. sætning: 10,08
Gennemsnitligt antal lange ord pr. sætning: 2,12
Lixtal: 31,14

Rusland, Kuwait og Grønland

I sin tale ved Folketingets åbning i 2014 nåede Helle Thorning-Schmidt langt omkring. Hun nævnte både EU's sanktioner mod Rusland, danske kampfly i Kuwait og en skole i Aarhus.

Gå på jagt i Thornings tale i verdenskortet herunder.

[Tip: Start med at zoome ud. klik på prikkerne og se, hvad Thorning sagde om landet]

Analyserne af talernes indhold er udarbejdet med hjælp fra Sprogrobotten Berta.