Løkke vil ikke kommentere catalansk besøg

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tier om besøg af catalansk separatistleder Carles Puigdemont.

Den catalanske separatistleder Carles Puigdemont besøgte tirsdag Folketinget, men de fleste politikere udeblev fra mødet med ham. Scanpix/Mads Claus Rasmussen Fold sammen
Læs mere

København. - Nej.

Så kort svarer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på, om han vil kommentere, at den catalanske separatistleder Carles Puigdemont tirsdag besøgte Folketinget.

Han var inviteret af det færøske folketingsmedlem, Magni Arge. Udenrigsordførerne Henrik Dahl (LA), Michael Aastrup Jensen (V), Naser Khader (K) og Nick Hækkerup (S) udeblev fra mødet.

Men SF's udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, hørte Puigdemont i godt en times møde. Uden for døren var et kæmpe stort opbud af især spanske og catalanske journalister.

Holger K. Nielsen har før mødt Puigdemont, men hørte ingen nyheder.

»Der var ikke mange nye synspunkter fra Puigdemont. Der var ikke særlig lang tid til at diskutere med ham. Det kunne jeg godt have ønsket. Det er altid godt at høre synspunkter fra andre, også nogle man måske er uenig i,« siger Holger K. Nielsen.

Han ville gerne have hørt Puigdemont forklare, hvordan han vil overvinde splittelsen i den catalanske befolkning, som næsten er delt på midten i spørgsmålet om, hvorvidt regionen skal være uafhængig af Spanien.

»Jeg synes, at han som præsident også har et ansvar for dem, som er uenige med ham og ønsker at blive i Spanien. Det spurgte jeg ham om. Det er efter min mening et af de afgørende spørgsmål,« mener Holger K. Nielsen.

»Hvordan får man stoppet splittelsen i Catalonien?«

Spørgsmål: Kom han med et svar om at tilgodese sine modstandere?

»Nej. Det var ikke så konkret. Sådan vil jeg sige det,« siger SF's udenrigsordfører.

Spørgsmål: Nick Hækkerup ville kun deltage, hvis der også kom repræsentanter fra den spanske regering?

»Det er et latterligt argument. Vi mødes meget ofte med mennesker og hører kun deres synspunkter. Jeg har mødt Arafat (palæstinensernes tidligere leder Yasser Arafat, red). Da krævede jeg da ikke, at israelerne også skulle være der,« siger han.