Løkke-ven, hidsigprop og stemmesluger: Carl Holst fortalt gennem 10 citater

Forsvarsminister Carl Holst er atter havnet i et politisk stormvejr. Vi tegner et portræt af ministeren og sagen gennem 10 citater fra Holst karriere.

Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsvarsminister Carl Holsts tid som minister i Lars Løkke Rasmussens V-regering er langt fra gået ubemærket hen.

På kort tid er Holst havnet i mediernes søgelys som følge af sager om både eftervederlag og hans spindoktors arbejdsopgaver.

Men hvem er den udskældte forsvarsminister? Politiko.dk bringer her et portræt af ministeren gennem hans egne og andres citater.

Liberalisten

27. september 1993 i Politiken
»Grundholdningen blandt de fleste unge i dag er, at det skal kunne betale sig at gøre en indsats. Det liberale friheds-ideal, som Venstre står for, er noget, de unge kan lide.«

Som 23-årig giver Holst i Politiken sit bud på, hvorfor så mange unge det forgange år har meldt sig under Venstres faner. Carl Host er samme år blevet valgt til formand for Venstre Ungdom.

Den politiske karriere begyndte allerede, da han som 15-årig efterskoledreng meldte sig ind i VU, og dermed havnede han i det parti, hvor hans far, Peter Holst, også havde tjent som både borgmester og folketingspolitiker.

Det var også i VU, at han mødte en politiker, som senere skulle vise sig at blive en nær ven: Lars Løkke Rasmussen.

Stemmeslugeren

21. november 2013 på Twitter
»Mange tak for et imponerende stemmetal til V og mig ved valget. Jeg er stolt og ydmyg. Det forpligter! Glæder mig til arbejdet.«

Carl Holst politiske karriere når i 2013 et foreløbigt - men markant - højdepunkt, da de personlige stemmer ved regionsrådvalget bliver talt op.

Holst bliver den helt store stemmesluger med 94.147 stemmer - en fremgang på mere end 25.000 stemmer i forhold til valget i '09.

Vejen dertil er gået gennem flere markante poster. I 2000 bliver han amtsborgmester i Sønderjyllands Amt, hvor han overtager posten fra Kresten Philipsen, kendt som »Hertugen af Sønderjylland«. Kresten Philipsen havde 18 år på posten.

Allerede ved det første valg får Holst flere stemmer end den populære Philipsen.

Da amterne bliver lagt sammen til regioner i 2006, bliver Carl Holst regionsrådsformand for Region Syddanmark. Springet til Christiansborg synes for flere oplagt, men det bliver ikke endnu, lyder svaret fra Venstre-manden.

Løkke-forsvareren

1. juni 2014 i Politiken
»Det er korrekt, at jeg er en af Lars Løkkes nære venner, og derfor kan man sige, at jeg er inhabil, og at venskab måske har det på samme måde som kærlighed, at det gør en blind. Men den Lars, jeg kender, er ikke en Lars, der udelukkende havner i de her sager«.

Carl Holst er kendt som en af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) allernærmeste venner og derfor selvsagt også en tæt politisk allieret. Citatet fra Politiken er fra forsommeren sidste år, da bølgerne gik højest i forbindelse med sagen om Venstre-formandens Venstre-betalte tøj.

»»Den Lars, jeg kender, er ikke en Lars, der udelukkende havner i de her sager««


Dengang, og ved flere tidligere lejligheder i øvrigt, var Carl Holst en af de Venstre-folk, der fuldtonet og igen og igen bakkede op om sin formand. Både internt i arbejdet med at overbevise baglandet om, at Løkke fortsat var den rette V-formand og offentligt, hvor Holst stædigt forsvarede Løkke og bakkede op om hans fortsatte formandskab.

Også tidligere, i 2008, da Løkke var i strid modvind på grund af historier om hotelophold, cigaretter og whisky på skatteborgernes regning, trådte Carl Holst til og hev Løkke op.

På Venstres landsmøde havde den nuværende statsminister holdt en tale, der efterlod hans støtter nervøse for, om han ville kapitulere under det massive mediepres. Derfor hev Holst Løkke til side og tilbød at Løkke kunne låne hans ferielejlighed på Tenerife.

Et tilbud Løkke ifølge bogen »Projekt Løkke« tog imod en måneds tid senere.

Tinge-manden

25. juli 2014 til JydskeVestkysten
»Jeg tænkte, at jeg er så meget Venstremand, at jeg også gerne vil være en del af Christiansborg«.

Blot otte måneder efter, at Holst blev sikret genvalg i Syddanmark, annoncerer han i JydskeVestkysten, at han nu vil i Folketinget.

Ikke-amatøren

28. juli 2014
»De fleste tunge kommunalpolitikere har gennem årene aldrig rigtig slået igennem i Folketinget. Det er to forskellige politiske verdener - kommunal- og landspolitik. Men Carl Holst ligner en undtagelse fra reglen. Hvorfor? Fordi han i årevis både har passet Syddanmark, Venstre og det landspolitiske.
Det er ikke en amatør, der stiller op, selv om han ser flink og frejdig ud.«

I Ekstra Bladet vurderer politik kommentator Hans Engell, hvilken politiker der nu træder ind i Folketinget. Ifølge Engell er Holst ikke en hr-hvem-som-helst, og den omfattende politiske karriere taler da også for, at Holst kender til spillet.

Familiefaderen

4. august 2013 i Fyens Stiftstidende
»Jeg tror ikke, at mine børn ville have haft godt af en far, der rejste mandag og kom hjem fredag. Nu kan du så sige, at det ved jeg ikke noget om, men det kan jeg med rette sige, at det gør jeg. Jeg har prøvet det, da min egen far sad i Folketinget.«

Da Lars Løkke Rasmussen i slutningen af juni i år præsenterede sin regering, var Carl Holst selvfølgelig en del af holdet.

Mange politiske iagttagere havde spået, at Sundhedsministeriet var en oplagt opgave for den nu tidligere regionsrådsformand, men sådan blev det ikke. Løkke havde andre planer og havde altså brug for Holst som forsvarsminister.

Udnævnelsen var et farvel til det liv, han så længe havde værnet om; livet i fødebyen Rødding med sin kone, sine tre børn og sine forældre i baghaven.

I et interview med politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Elisabeth Svane, i 2013 delte Carl Holst velvilligt ud af sine tanker og grunde til, at han så længe fravalgte landspolitikken. Meget af det har skyldtes Holst egne erfaringer, lød det.

Hans far, Peter Holst, var i løbet af sin politiske karriere både byrådsmedlem og borgmester i Rødding, folketingsmedlem og amtsrådsmedlem.

Og han havde travlt, fortæller Carl Holst. Hvis familien skulle i kontakt med ham i løbet af ugen skulle de have fat i omstillingen, som lagde en besked i hans dueslag. Og så ringede faren måske tilbage, fortæller Carl Holst i interviewet i Fyens Stiftstidende.

Sådan ville Carl Holst ikke have, hans børn skulle vokse op. Derfor fravalgte han i lang tid de landspolitiske ambitioner.

Hidsigproppen

8. august 2015 i Politiken
»Han er enormt ærekær. Han bryder sig ikke om at blive kritiseret - slet ikke, hvis han ikke synes, det er berettiget. Det kan være en svaghed, hvis det nogle gange blænder for, hvordan man ser tingene.«

I et portræt af Carl Holst i Politiken i kølvandet på sagerne om hans eftervederlag forklarer Stephanie Lose (V), der har kendt Holst siden tiden i Venstres Ungdom, at Holst værner om sin ære.

I portrættet, som du kan læse her, bliver forsvarsministeren ligeledes beskrevet som »en hidsigprop, der stiller høje krav til sine embedsmænd.«

»Af og til prøver han dem af ved at spørge ind til tingene, og hvis man ikke er opdateret på sin viden, kan man lige så godt gå til bekendelse, for Carl skal nok regne ud, hvis man prøver at binde ham noget på ærmet,« som sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær, siger til avisen.

Efterlønneren

28. juli 2015 på Facebook
»Efterlønnen er en del af den samlede aflønning, som jeg får for mit arbejde i amt og region, og den er blevet udbetalt helt automatisk.«

Carl Holst var ikke mere end lige blevet udnævnt som ny forsvarsminister i Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering, før den tidligere regionsrådsformand løb ind i problemer.

Først voksede historien om et eftervederlag på 833.040 kroner fra tiden som regionsrådsformand i Region Syddanmark sig så stor, at Carl Holst i begyndelsen af september måtte sætte en stopper for flere udbetalinger af sit eftervederlag.

Han havde ellers hårdnakket afvist, at der var noget som helst forkert i, at han modtog »efterløn« for sit virke som regionsrådsformand samtidig med sin millionløn som forsvarsminister. 6. august frasagde han sig så flere eftervederlagsudbetalinger.

Carl Holst har ligeledes modtaget kras kritik fra flere sider, fordi han ifølge flere gemte sig, da forsvarets flymekanikere i et åbent brev til partilederne i Folketinget bad dem stoppe missionen mod Islamisk Stat i Irak.

Se hele Carl Holsts facebookopdatering. Artiklen fortsætter under billedet:

I 15 år har jeg som amtsborgmester og regionsrådsformand – i præcis overensstemmelse med reglerne – fået et månedligt...

Posted by Carl Holst on Tuesday, July 28, 2015

Den forberedte

4. august 2015 i Berlingske
»Det politiske hverv kan lejlighedsvist være bøvlet, og der er hele tiden i forskellige grad mediebevågenhed på. Men jeg kender den del fra mit arbejde som amtsborgmester og regionsrådsformand.«

I et portræt af Carl Holst i Berlingske fortæller forsvarsministeren, at kritikken omkring hans eftervederlag og den efterfølgende mediebevågenhed ikke går ham på. Han ved, hvordan det skal tackles.

Rund om hjørnet ventede dog endnu en sag.

Selvforsvarsministeren

15. september 2015 til TV 2
»Jeg mener ikke, han har ført valgkamp for mig. Han har løst nogle opgaver for mig, som skulle løses, uanset om der var valgkamp eller ej. Han har bistået mig i min egenskab af regionsrådsformand.«

Som om sagerne med eftervederlag og gemme-kritikken ikke var nok, begyndte endnu en møgsag for Carl Holst så at rulle, da Vejle Amts Folkeblad, Fyens Stiftstidende og JydskeVestkysten i lørdags skrev historien om, at en række regionsrådsmedlemmer fra Region Syddanmark spærrede øjnene op, da Christian Ingemann Nielsen blev valgt som særlig rådgiver for Carl Holst.

Flere af dem havde nemlig aldrig hørt om Ingemann - på trods af, at Ingemanns seneste job på Forsvarsministeriets hjemmeside blev beskrevet som »presserådgiver for direktionen i Region Syddanmark«.

Både i går og i dag er der drypvis kommet nye ting frem i sagen, som har belastet Carl Holst. Selv har forsvarsministeren igen og igen fastholdt, at Christian Ingemann Nielsen ikke har hjulpet med at føre valgkamp for ham, men ifølge lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet Sten Bønsing har Carl Holst overtrådt reglerne.

I dag har Socialdemokraterne så trukket sagen ind på Christiansborg, idet de har kaldt Carl Holst i samråd. I løbet af eftermiddagen får regionspolitikerne desuden fremlagt en foreløbig redegørelse i sagen på forretningsudvalgsmødet i Region Syddanmark.