Løkke varsler ny energipolitik

Regeringen vil i det kommende folketingsår arbejde for at lægge en strategi for, hvordan Danmark bliver uafhængig af fossile brændsler i 2050.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen slog i sin åbningstale til Folketinget fast, at Danmark skal være uafhængig af kul, olie og gas inden 2050.
 
- Vi skal udbygge den vedvarende energi markant. Vi skal bruge mere vind, mere biomasse og flere elbiler, lød det fra talerstolen.

Regeringens Klimakommission kom for nylig med sine anbefalinger til, hvordan Danmark bliver uafhængig af de fossile brændsler. Anbefalingerne blev set som en opskrift på, hvordan Danmark når sine mål, men Lars Løkke påpegede i talen, at han ikke vil komme med en samlet plan, der ned til sidste detalje redegør for, hvordan Danmark når sine mål.

- Regeringen vil bruge de kommende måneder til at konkretisere, hvordan vi når målet. Vores tilgang vil være præget af et højt ambitionsniveau, når vi udstikker kursen, og en god portion snusfornuft, når vi tilrettelægger indsatsen.

Vi vil ikke fremlægge en plan, som ned til sidste komma fastlægger indsatsen 40 år frem i tid til 2050. Hvem kunne i 1970 forudse, at internet og mobiltelefoner ville revolutionere vores kommunikation?

Når vi fastlægger de kommende års energipolitik, er vi nødt til at tage højde for, at vi ikke kender fremtidens teknologi. Vi kan ikke spå om, hvilket energisystem der præcist ender med at blive det optimale om 40 år.

På transportmidlet er vi afhængige af den internationale teknologiudvikling. Og på andre områder kan nye teknologier vise sig at blive attraktive – for eksempel muligheden for at fjerne CO2 fra kul, sagde statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen lagde vægt på, at Danmark skal blive mere energieffektiv de kommende år, og at det øgede energipolitiske fokus ikke skal sætte konkurrenceevne og beskæftigelse over styr.

Han påpegede også, at regeringen gennem EU-samarbejdet vil arbejde for, at EU påtager sig at reducere CO2-udledningerne med 30 procent i 2020.
 
- Det vil være et stærkt globalt signal, og det vil fremme den grønne omstilling i Europa, der skal finde sted til gavn for virksomheder og investeringer, der satser innovativt og energieffektivt. Også her skal vi gøre det på en måde, som sikrer beskæftigelse konkurrenceevne og en fair byrdefordeling for Danmark, sagde han.