Løkke tager imod amerikanske lovgivere til snak om handel

Fem kongresmedlemmer besøger lørdag statsministeren på Marienborg til en snak om USA's seneste handelstiltag.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mødes lørdag med fem højtstående medlemmer af USA's kongres på Marienborg.

På mødet vil parterne blandt andet drøfte det transatlantiske samarbejde og frihandel.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

»Det er vigtigt, at Danmark har stærke forbindelser til politikere på alle niveauer i USA. Det er også vigtigt i en uforudsigelig tid som nu,« udtaler statsministeren i meddelelsen.

»Jeg ser frem til at drøfte blandt andet de transatlantiske handelstiltag fra USA, som har store konsekvenser for danske, europæiske og amerikanske virksomheder,« tilføjer han.

Lørdagens møde begynder klokken 10.30, og det er senator Jeff Flake, senator Bob Corker, senator Tom Udall, senator Christopher Coons og kongresmedlem Ed Royce, der tager rejsen fra Washington.

/ritzau/