Løkke: Syrisk sortliste med 200 danskere på er »skræmmende«

Berlingskes afsløring af, at cirka 200 danske navne står i en database fra Syriens efterretningstjeneste, er ifølge statsministeren en påmindelse om, hvilket regime Assad har skabt. Den danske efterretningstjeneste håndterer nu sagen, forsikrer Løkke.

Foto: Henning Bagger. Statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det »skræmmende«, at cirka 200 danske navne står på en lækket liste fra den syriske efterretningstjeneste.
Læs mere
Fold sammen

Omkring 200 danske statsborgere står nævnt ved navn og et særligt filnummer på en sortliste hos den syriske efterretningstjeneste.

Det kan Berlingske i dag fortælle på baggrund af et læk af en database, som det syriske medie Zaman al-Wasl har givet adgang til.

Alle navne i databasen er angiveligt forment adgang til Syrien, eller også er der udstedt en decideret arrestordre på dem. Og det, at præsident Assads styre tilsyneladende holder øje med konkrete danskere, bekymrer statsminister Lars Løkke Rasmussen.

»Det er jo skræmmende. Og det er selvfølgelig en opgave for vores egen efterretningstjeneste at håndtere det her, følge med i det, og i øvrigt beskytte de mennesker, der kan være i Assads kikkert,« siger statsministeren til Berlingske efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Sortlisten har ifølge Berlingskes oplysninger været oppe og vende på dagens møde, hvor udenrigsordførerne fra de forskellige partier deltager for at blive informeret om den udenrigspolitiske situation.

Lars Løkke Rasmussen anser det ikke for at være en overraskelse, hvis et regime som  Assads i Syrien holder øje med, hvem der kritiserer styret i både ind- og udland.

»Men det er en påmindelse om, hvad det er for et regime, vi har i Syrien. Og det er noget, vi skal have i baghovedet, når vi internationalt diskuterer, hvordan krigen i Syrien skal slutte, og hvem der så skal sidde i spidsen for et fremtidigt Syrien,« siger statsministeren.

Øjne og ører i Danmark

En af de cirka 200 danskere, der optræder på listen, er de Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader.

Han fortæller i dagens Berlingske, at listen for ham giver en indikation på, at den syriske efterretningstjeneste også opererer i Danmark.

»Spørgsmålet er, om vi skal finde os i, at Assads sikkerhedstjeneste arbejder og har øjne her,« siger Naser Khader.

Lars Løkke Rasmussen vil dog ikke komme nærmere ind på, om det er en reel bekymring, da det ligger »i feltet af beskyttede og hemmelige efterretninger«.

»Jeg kan bare sige, at vi har gjort meget de senere år for at udbygge vores efterretningstjeneste i både politiet og forsvaret. Og det har vi netop for at sikre så godt vi kan, at alle danske borgere kan være trygge - også dem, der måtte være i kikkerten hos nogle despoter rundt om i verden,« siger statsministeren.

Kan man reelt føle sig tryg, hvis man som dansker står på Assads liste med godt 200 navne?

»Jeg insisterer på, at man skal kunne føle sig tryg i Danmark. Men vi lever i en utryg verden, hvor der er nogle despoter. Det skal vi følge med i, og det er også derfor, vi ruster os til det. Men jeg kan ikke kommentere på mere detaljerede elementer omkring den liste,« siger Lars Løkke Rasmussen.