Løkke ser mulighed for en mindretalsregering
Forhandlingerne om at danne regering er svære, og Moderaterne har peget på en ny kongelig undersøger.

Forhandlingerne om at danne regering er svære, og Moderaterne har peget på en ny kongelig undersøger.

Det er ikke givet, at Danmark skal have en flertalsregering, og det mener formand Lars Løkke Rasmussen (M), er blevet glemt i debatten om, at der skal dannes en ny regering efter valget i marts.
Hverken rød eller blå blok fik flertal, og flere partiledere og iagttagere har talt om, at det er svært for partierne at blive enige.
Efter rekordlange forhandlinger har Moderaterne krævet en ny kongelig forhandler, og det håber Løkke vil ruske op i tingene.
- Det kan forhåbentlig føre til en regeringsdannelse, hvor nogle partier, der ser ens på tingene, kan stå som parlamentarisk grundlag for en flertalsregering, siger Løkke til flere medier i Bruxelles.
Danmark har i årtier haft mindretalsregeringer med afsæt i rød eller blå blok, hvor enkelte partier har meldt sig som støttepartier til den siddende regering.
Under de sidste 3,5 år har Danmark dog haft en flertalsregering hen over midten i form af SVM-regeringen bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
Alle tre partier gik tilbage ved valget, og derfor skal der dannes en ny regering, som ikke behøver at være en flertalsregering ifølge Løkke.
- Der skal ikke være mindst 90 mandater, som er enige om alt, før der skal kunne dannes en regering. Vi har negativ parlamentarisme i Danmark.
- Der kunne ud af dette komme en mindretalsregering, som ikke bliver mødt af et mistillidsvotum, og som har partier på den ene, anden eller begge sider, siger Løkke.
Fredag pegede han på formand Troels Lund Poulsen (V) som ny forhandlingsleder efter fungerende statsminister Mette Frederiksen (S), som Løkke har forhandlet med i seks uger.
Løkke har løbende argumenteret mod, at Enhedslisten skal være støtteparti for en ny regering, hvor forhandlingerne trækker ud.
- Det er lettere at få frem, hvis man ikke på forhånd har sagt, at det hele skal godkendes i hovedbestyrelsen hos den yderste venstrefløj, siger Løkke.
Trods Løkkes melding ser det dog svært ud, når man ser på partiernes krav.
SF vil ikke i regering med Venstre, som ikke vil i regering med SF.
De Radikale er tilbageholdende med at pege på Venstre som regeringsparti, fordi partierne er for langt fra hinanden på det grønne område.
/ritzau/