Løkke satser statsministerpost på omstridt fradrag

Lars Løkke Rasmussen vil ikke stå i spidsen for en regering, der ikke genindfører håndværkerfradraget. Heller ikke om det så koster ham statsministerposten, siger han. Det er ikke første gang, at Løkke sætter sin mulige statsministerpost på spil.

Foto: Henning Bagger. Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, sætter nu sig selv under massivt pres i spørgsmålet om håndværkerfradraget: Hvis Løkke får et blåt flertal i ryggen efter valget, men ikke får genindført håndværkerfradraget, så vil han ikke være statsminister.
Læs mere
Fold sammen

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), sætter nu sig selv under massivt pres i spørgsmålet om håndværkerfradraget: Hvis Løkke får et blåt flertal i ryggen efter valget, men ikke får genindført håndværkerfradraget, så vil han ikke være statsminister.

Det slår Lars Løkke Rasmussen fast over for DR Nyheder.

Den opsigtsvækkende udmelding kommer på trods af, at han ikke umiddelbart har flertal for at få genindført håndværkerfradraget.

Liberal Alliance er nemlig imod håndværkerfradraget, og da meningsmålinger peger på, at Anders Samuelsen (LA) og co. har de afgørende stemmer efter et valg, er der ikke flertal for at give håndværkerfradraget et comeback.

»Det er noget, jeg lægger afgørende vægt på. Jeg vil sige, at hvis jeg skal lede en regering, så skal man altså kunne finde det her i regeringens program,« siger Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.

Spørgsmål: Så du kan garantere, at hvis du er statsminister næste gang, så bliver BoligJobordningen genindført?

»Man kan vende det om og sige, at jeg ikke bliver statsminister, med mindre vi genindfører BoligJobordningen. Jeg kan jo ikke garantere, at jeg bliver statsminister, men jeg kan sige, at bliver jeg statsminister, så er det for en regering, der genindfører BoligJobordningen, og så er det naturligt, at det bliver fra 1. januar 2015,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Håndværkerfradraget udløb med udgangen af 2014, fordi den nuværende regering ikke mente, at milliardomkostningen til ordningen stod mål med antallet af job, ordningen gav.

Konkret lover Venstre-formanden at genindføre håndværkerfradraget med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2015, hvis han vinder valget.

Det er ikke første gang, at Løkke sætter sin mulige statsministerpost på spil. I maj skærpede Venstres formand således også tonen over for sine tre støttepartier. Dengang sagde han til Berlingske:

»Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris. Hvis jeg skal være statsminister, skal jeg have plads til at føre min politik ud i livet, og selv om jeg godt ved, at alle skal give og tage, og at Venstre ikke har monopol på sandheden, så er der nogle betingelser, som jeg vil insistere på er opfyldt. Og så må det jo være op til de andre partier, om de ønsker mig som statsminister, eller om de hellere vil have en anden.«

De betingelser, som Lars Løkke Rasmussen talte om, var blandt andet, at de offentlige udgifter skal holdes i ro, og at det er »udelukket«, at han vil være statsminister for en regering, der ikke indfører en lavere offentlig udgiftsvækst end den, regeringen i dag lægger op til.

Det skal nemlig skabe økonomisk råderum til at opfylde en anden af de prioriteter, han har: at lave skattelettelser i bunden af indkomstskalaen for at øge gevinsten ved at påtage sig et arbejde fremfor at være på overførselsindkomst, lød det dengang.

»Jeg vil have plads til at forfølge det mål, der handler om at skabe en større grad af rimelighed for folk, der laver noget, og som klarer sig selv, med det sigte at få flere til at gøre det. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er udgiftsstoppet (nulvækst, red.) det klare udgangspunkt og den grundplatform, jeg ønsker at stille mig op på, hvis jeg skal være statsminister. Og hvis jeg ikke kan få lov til at stille mig derop, så må de andre partier jo stille en anden derop. Det er faktisk sådan, jeg har det,« sagde Lars Løkke Rasmussen til Berlingske.

BNB

Laes mere