Udenrigsminister Lars Løkke Ramussen (M) opstiller mandag fem betingelser for, at Danmark kan anerkende en palæstinensisk stat.
- Det handler om at få gidslerne frigivet. Det handler om at få Hamas afvæbnet. Det handler om, at Hamas ikke spiller en fremtidig rolle i styringen af Gaza, og så handler det om at holde det palæstinensiske selvstyre på reformsporet, siger Lars Løkke til DR.
Den femte betingelse er, at der skal "være vished for, at en fremtidig palæstinensisk stat demilitariseres", oplyser Udenrigsministeriet.
Lars Løkke kalder til DR betingelserne for "på linje med en række andre lande".
Udenrigsministeren siger videre til DR, at Danmark "ønsker at anerkende" en palæstinensisk stat, men at "det er op til palæstinenserne at levere det, der skal til".
Det følger en udmelding, som Lars Løkke kom med i starten af september.
Her fjernede den danske regering Israels indflydelse på en dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat.
- Sådan som vi har formuleret vores tostatspolitik, der er det de facto Israel, der sidder med den bestemmende indflydelse på, om Danmark skal anerkende. Den vetoret kan vi ikke give Israel, når vi iagttager, hvad der sker. Den vetoret bliver vi nødt til at ophæve, sagde Løkke dengang.
Lars Løkke Rasmussen er mandag i New York i forbindelse med FN's Generalforsamling, hvor situationen i Gaza kommer til at fylde.
Søndag varslede han i en video på Instagram, at han mandag vil "lægge en klar linje for, hvornår Danmark er klar til at anerkende Palæstina".
Og de betingelser har han altså nu lagt frem mandag, inden han skal deltage i en såkaldt højniveaukonference om en tostatsløsning.
Omkring 150 lande anerkender en palæstinensisk stat. USA og mange europæiske lande gør ikke - heller ikke Danmark.
Ifølge Pelle Dragsted, der er politisk ordfører for Enhedslisten, betyder de nye betingelser, at "den danske regering insisterer på at isolere Danmark i verdenssamfundet og nægte at anerkende Palæstina".
- Løkke sagde, han ikke ville give Israel vetoret på en anerkendelse af Palæstina. Nu giver han i stedet reelt Hamas vetoret, skriver Pelle Dragsted på den sociale platform X.
/ritzau/