Løkke ramte den kinesiske mur

Forholdet mellem lille Danmark og mægtige Kina står til at blive normaliseret efter en tid, hvor regering og erhvervsliv har mærket kinesernes vrede over Lars Løkke Rasmussens møde med Dalai Lama tilbage i maj måned.

Da Lars Løkke Rasmussen i maj mødtes med tibetanernes åndelige leder Dalai Lama på Marienborg, lagde kineserne Danmark på is indtil nu, da forholdet igen er ved at tø op. Fold sammen
Læs mere

Kort fortalt har statsministeren, regeringen og dansk erhvervsliv ramt den kinesiske mur. Og den slår man sig på i en tid, hvor Kina tordner frem i verdensøkonomien og konstant vokser i styrke på den globale scene.

Iagttagere og lederskribenter har ålet Løkke for at have gjort knæfald for Kina, men regeringen har fået støtte fra størstedelen af oppositionen og fra et erhvervsliv, som har større og større kommercielle interesser i Kina. Alle satser de på, at konflikten er løst, så Danmark hurtigt får genetableret de politiske kontakter og atter kan udnytte potentialet på de enorme kinesiske markeder.

Mens debatten raser om, hvorvidt Danmark har spillet moralsk fallit - eller blot udvist klog pragmatisme - er der grund til at se lidt længere ud i fremtiden. Set i det perspektiv rummer historien om kinesernes afstraffelse af Danmark en lektion om den nye verdensorden, der er under opbygning.

Dr. Henry Kissinger har i et tankevækkende essay beskrevet, hvordan tyngdepunktet - the point of gravity - rykker mod Asien, og det er netop essensen. Samme pointe fremhæves af Uffe Ellemann-Jensen i en ny årbog fra Nordisk Ministerråd med titlen »En for alle, alle for en - nyt nordisk forsvarssamarbejde?«, som handler om, hvordan de nordiske lande måske bør finde sammen i et forsvarspolitisk samarbejde for at vinde styrke.

I bogen bliver Ellemann bedt om at beskrive verden anno 2049, og når den tidligere udenrigsminister ser frem, skuer han ud over en verden, hvor der med hans ord er sket vældige magtforskydninger. Bundlinjen i hans analyse er, at Vesten - og især Europa - vil sakke bagud:

»Vi har de sidste par år set en vældig acceleration i bevægelserne i retning af, at Asien kommer til at fylde mere og mere,« siger Ellemann og peger på Indien og Kina som eksponenter for udviklingen. Og denne forskydning af magten vil selvsagt få konsekvenser, fastslår han:

»Det vil sige, at de vestlige værdier, som vi tit har en naiv forestilling om, at resten af verden brænder efter at kopiere, vil være omfattet af en større eksklusivitet, end de er i dag. Så vi vil alt andet lige have en lidt mindre indflydelse på, hvordan kloden udvikler sig. Jeg ved ikke, om vi kan ændre retningen. Men europæerne har en interesse i at forsøge.«

Og her er vi inde ved kernen af de opgør, som har udspillet sig mellem ikke blot Danmark, men også gamle europæiske magter som eksempelvis Frankrig samt EU og USA på den ene side og Kina på den anden side i de senere år.

På den ene side medfører Kinas imponerende økonomiske udvikling, at millioner af kinesere på rekordtid er blevet løftet ud af afgrundsdyb fattigdom. Det kinesiske boom har også åbnet nye markeder for vestlige virksomheder, og udviklingen har vist, at der ikke er tale om et nulsumspil. Tværtimod betyder fremgangen for de tidligere udviklingslande som Kina og Indien, at der samlet skabes mere global vækst og velstand.

På den anden side er det lige så klart, at Kina vil bruge sin nye økonomiske styrke til at forfølge sine interesser, så den nye økonomiske verdensorden rummer derfor i sig en markant ændring af de geopolitiske magtforhold.

Dette perspektiv er danske toppolitikere ikke blinde for. I sin tid som udenrigsminister besøgte Niels Helveg Petersen flere gange Kina, og når han kørte ind mod centrum af Beijing kunne han tage sig i at sidde og tælle antallet af byggekraner. For kranerne stod som et konkret vidnesbyrd om den ufattelige økonomiske aktivitet i Kina.

For Anders Fogh Rasmussen blev et besøg i Kina i februar 2004 en øjenåbner. Her fornemmede han næsten fysisk fremgangen i det enorme land. Efter besøget satte han turbo på et forløb, som i forsommeren 2006 førte til globaliseringsaftalen med øgede investeringer i universiteterne og velfærdsreformen med justeringer af efterløns- og pensionsalderen.

På den korte bane handler Danmarks svagere konkurrencerevne, den vigende produktivitet og de aktuelle budgetunderskud om, at vi får sværere ved at finansiere det velfærdssamfund, som de fleste tager for givet. På blot lidt længere sigt fører disse problemer også til, at vi får sværere ved at løfte vores stemme og hævde vores ret internationalt, ikke mindst fordi EU-landene kæmper med de samme problemer som os.

Da Lars Løkke på Venstres landsmøde for nylig talte om den danske drøm, var han inde på dette tema. Uden at det blev sagt med adresse til Kina konstaterede han, at det ikke er alle, der tror på vores værdier om frihed, demokrati og ligestilling, og han konkluderede: »Det er ikke en naturlov, at denne lille plet på kloden huser verdens lykkeligste folk. Det er et stærkt udgangspunkt, men det skal forsvares. Der skal kæmpes for det.«

Uden markante forbedringer og reformer vil ikke blot Danmark, men store dele af Vesten tabe terræn, og så bliver det endnu sværere at forsvare sine værdier over for tidens nye globale magthavere.