Løkke: Politiet skal rustes til at afværge katastrofen

Torsdag morgen sætter alle partiledere sig til forhandlingsbordet med statsministeren for at tale terrorbekæmpelse. For Venstres formand er det højeste prioritet at ruste politiet bedre.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torsdag morgen mødes statsminister Helle Thorning Schmidt (S) med de øvrige partiledere for at tage hul på forhandlingerne om terrorbekæmpelse i Danmark.

Arbejdet med at give efterretningstjenesten og politiet et såkaldt servicetjek blev sat i gang efter angrebene i Paris, og det er nu mundet ud i nogle konkrete initiativer, som statsministeren vil præsentere torsdag.

De borgerlige partiers ledere har i en kronik i Jyllands-Posten onsdag listet fem punkter, som de mener, bør indgå i en politisk aftale. Og her er fokus på flere ressourcer til PET og politi.

»Der er to udfordringer: Hvordan håndterer vi den risiko, der eksisterer, med et ordentligt beredskab. Og hvordan mindsker vi risikoen,« siger Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V).

De konkrete initiativer fra blå bloks ledere fokuserer altså på beredskabet.

»Der er brug for, at vi på Christiansborg ret hurtigt får givet et løft til politiet og efterretningstjenesterne, så vi kan føle os trygge. Oddsene er ulige fordelt - den gale mand skal bare være heldig én gang, mens politi og efterretningstjeneste skal være dygtige hver gang,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Han kalder den anden del af terrorbekæmpelsen - den, der handler om at sørge for, at der slet ikke findes en risiko - for »mere kompliceret«.

»Det handler om, hvordan vi skaber mere sammenhængskraft i vores samfund, så vi undgår, at mennesker lever i parallelsamfund og folk fødes i Danmark med så meget had til vores samfund, at de tager våben i hånd. Det kalder på nogen udlændingepolitiske justeringer og en ny integrationspolitik. Men lige nu vil vi have fulgt op på det servicetjek af politi og efterretningstjeneste, der er sat i gang,« siger Venstres formand.

Lars Løkke Rasmussen peger på, at weekendens begivenheder netop viste, at det er almindelige politimænd og ikke specieltrænede styrker, der er det første forsvarsforsvarsværk, når der sker et terrorattentat. Derfor skal fokus også rettes derhen.

»Det er oplagt, at vi har nogle materielmæssige udfordringer. Jeg har ikke indtryk af, at politiet har den træning og udrustning, der skal til. Det, der skete i weekenden, kan ske igen, og så handler det jo ikke om at bekæmpe radikalisering. Så handler det om, at politiet kan afværge katastrofen. Det arbejde, der er sat i gang efter Paris, er fokuseret på politiet,« siger Lars Løkke Rasmussen.