Løkke på Davos: Trump talte ikke meget om de store globale udfordringer

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) veg Donald Trump uden om de store globale udfordringer – i forhold til miljø, klima og den lynhurtige teknologiske udvikling – da den amerikanske præsident talte i Davos.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sad fredag eftermiddag på første parket, da den amerikanske præsident, Donald Trump, holdt sin store tale som afslutning på World Economic Forums årsmøde i Davos.

»Det var en fredelig salgstale fra en afdæmpet amerikansk præsident, som fokuserede på at trække virksomheder og investeringer til USA. »Kom til USA, jeg har lige sat skatten ned,« lød budskabet, og det er fint nok,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren ser heller intet problem i, at Donald Trump gang på gang fastslog, at han først og sidst taler USAs sag, og at han ønsker at være »cheerleader« for sin nation på den globale scene.

»Donald Trump understregede, at alle politiske ledere må sætte deres eget land først, og det er jeg sådan set enig i. Men jeg finder en vis glæde i, at han understregede, at »USA først« ikke betyder USA alene,« siger Lars Løkke Rasmussen, som siden onsdag har deltaget i årsmødet i Davos.

I løbet af sine dage i den schweiziske bjergby har Lars Løkke Rasmussen holdt en lang række møder, hvor han blandt andet har talt med politiske kolleger og erhvervsfolk fra verdens største virksomheder om, hvordan man kan sætte yderligere fart i omstillingen til en mere bæredygtig og grøn verden.

Centrale temaer blev forbigået

Regeringschefen har også haft fokus på de enorme udfordringer, som den lynhurtige teknologiske udvikling rejser, og som vil få store følger for både virksomheder og medarbejdere, og Lars Løkke Rasmussen synes ikke, at Donald Trump forholdt sig til disse afgørende temaer i sin tale.

»Præsidenten sagde ikke meget om de globale udfordringer, som ellers har fyldt meget her i Davos. Hvordan håndterer vi en fremtid med nye teknologier som kunstig intelligens? Hvordan sikrer vi, at vi får alle med i udviklingen? De spørgsmål brugte præsidenten ikke mange kræfter på, og det er ellers temaer, som har været centrale hele ugen,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren konstaterer, at »der var meget Amerika« i Donald Trumps tale, og statsministeren kan heller ikke få øje på nye signaler fra Donald Trump i forhold til de internationale handelsaftaler, som præsidenten ønsker at få ændret for at skabe en mere »fair« konkurrence for USA.

Ugen igennem har verdens politiske ledere ellers udtrykt kritik af Donald Trump på dette felt.

»Protektionisme er ikke svaret«

I tirsdags, da årsmødet i Word Economic Forum for alvor blev indledt, gik den indiske premierminister, Narendra Modi, som den første på talerstolen for at advare Donald Trump mod at rokke ved de internationale handelsaftaler og føre USA ind på et protektionistisk spor. Ifølge den indiske præsident vil Donald Trump i værste fald kunne skade den globale økonomi med sine krav.

I de næste døgn blev præsident Modis advarsler fulgt op af blandt andre den franske præsident Emmanuel Macron og den tyske kansler, Angela Merkel, som direkte sagde: »Protektionisme er ikke svaret«.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen forstærkede Donald Trump ikke den aktuelle konflikt med sin tale, men præsidenten gjorde omvendt heller ikke meget for at komme sine kritikere i møde.

»Der var da en lille fremstrakt hånd på frihandel, men det var på et højt abstraktions­niveau. Det springende punkt er jo, hvordan man omsætter det til konkret handling, og dét kom han jo ikke nærmere ind,« siger Lars Løkke Rasmussen.