Løkke orienterer om situationen med grænsekontrol mandag

Statsministeren vil holde et pressemøde mandag klokken 12. Emnet bliver situationen med Sveriges id-kontrol.

Læs mere
Fold sammen

København: Ved midnat natten til mandag er den svenske regerings beslutning om at indføre grænsekontrol trådt i kraft. Det vil den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) orientere om mandag.

Det skriver han på Facebook.

- Jeg forventer at holde et pressemøde om situationen mandag klokken 12, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Mandag morgen er forløbet stille og roligt er meldingerne fra Københavns Lufthavn, og man skal kigge langt efter pendlere, der viser id-papirer for at krydse Øresund for første gang siden 1950'erne.

- Netop nu træder det såkaldte transportøransvar, som den svenske regering har beslutte at indføre, i kraft, skriver statsministeren.

- Uanset hvad man mener om beslutningen, så er den altså nu en realitet. Og den vil skabe besvær og problemer for de mange, der hver dag pendler i Øresundsregionen mellem arbejde og bopæl, lyder det videre.

Klokken 15 er der orientering af partiernes transportordførere om den skærpede grænsekontrol i Transportministeriet.

- Det er simpelthen en orientering om, hvordan man håndterer id-kontrollen i praksis, hvor vi får mulighed for at stille spørgsmål, siger Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører for Venstre.

Den danske statsminister kalder det "et stort tilbageslag for idéen om at binde København og Skåne sammen til en slagkraftig, international region."

- DSB og de danske myndigheder har forberedt sig så godt som muligt, så generne bliver mindst mulige. Og vi har beredskab til at sikre, at vi kan håndtere de problemer med ophobning af illegale udlændinge i Danmark, den svenske beslutning kan skabe i Danmark, skriver Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

- For som jeg sagde i mit nytårstale: Vi vil ikke igen se flygtninge og migranter vandre på vores motorveje. Vi skal sikre ro og orden.

/ritzau/