Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mens ugen har budt på høj sol og skyfri himmel, har den politiske vejrmelding været anderledes dyster over Christiansborg.
På vej ind til Dansk Folkepartis landsmøde i weekenden har formand Kristian Thulesen Dahl således gjort det klart, at han forudser sammenbrudte forhandlinger om 2025-planen på grund af ultimative krav fra Liberal Alliance om topskattelettelser, ligesom han har erklæret sig indstillet på at aflive blå blok til fordel for et bredere politisk samarbejde. Senest er slagsmålet om dansk Europol-medlemsskab brudt ud i lys lue.
I forbindelse med EU-topmødet i Slovakiet gjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) det fredag klart, at der ikke kommer en ny folkeafstemning om Europol uden en klar ja-anbefaling fra Dansk Folkeparti.
Men sådan spiller klaveret ikke, fastslår Kristian Thulesen Dahl:
Rent juridisk er der intet til hinder for, at Danmark afholder en ny afstemning, der kun vedrører Europol. Det vil dog medføre, at det europæiske grænsesamarbejde – Schengen-samarbejdet – bliver overstatsligt for Danmark, og den tanke afviser DF-formanden.
»Det understreger, at alt, hvad man kan mobilisere af kraft, skal lægges i at få en parallelaftale, fordi alle kan se, at det ellers bliver besværligt. Vi lovede op til afstemningen i december, at hvis der ikke bliver lavet en parallelaftale, skal vi nok stemme for en ny afstemning, så danskerne bliver spurgt igen. Men det er klart, at det vi ikke forholdt os til var, hvad vores anbefaling så skal være, for vi er meget optagede af, at kontrollen ved grænsen ikke bliver gjort overstatslig,« siger han.
Bliver det ikke til en parallelaftale anbefaler Dansk Folkeparti en særaftale med EU om permanent dansk grænsekontrol. Forbilledet her er Storbritannien.
Direkte adspurgt afviser Kristian Thulesen Dahl, at der er tale om løftebrud i forhold til kampagnen forud for afstemningen i december.
Er du nået til en erkendelse af, at det ikke bliver så let, som der blev givet udtryk for dengang?
»Nej, for jeg kan stadig ikke se sveden dryppe af panden på statsministeren i arbejdet for at få en parallelaftale. Det her er et rent politisk spørgsmål i mine øjne,« siger Kristian Thulesen Dahl.
Flertal ønsker tilvalgsordning
Et stort flertal af danskerne ønsker ifølge en Gallup-måling at udskifte retsforbeholdet med en tilvalgsordning for at sikre Danmarks fortsatte deltagelse i det europæiske politisamarbejde Europol – hvis det ikke kan lade sig gøre at få en særaftale med EU.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen finder det usandsynligt, at der kommer en ny folkeafstemning om tilknytningen til Europol, efter at Dansk Folkeparti i statsministerens optik er løbet fra sin »garanti« om at holde Danmark i Europol og nu stiller nye krav om en garanti fra EU om at kunne indføre permanent grænsekontrol ved samme lejlighed. Det kan endegyldigt sende Danmark ud af Europol-samarbejdet, påpeger statsministeren.
»Den rene løsning, hvis vi ikke kan få en aftale (særaftale med EU, red.), ville være at gentage afstemningen, men med en smallere liste over ting, som vi tilvalgte. Men med de meldinger, der kommer fra Dansk Folkeparti, er det ikke sådan en afstemning, de støtter, og så må jeg bare sige, at det ser meget, meget tungt ud med en ny dansk folkeafstemning. Derfor er realiteten nok den lige nu og her, at enten lykkes det mig at aftale en løsning, eller også er dansk politi på vej ud af Europol,« sagde han i forbindelse med EU-topmødet i Slovakiets hovedstad, Bratislava.
Den opblussede frontkrig om Europol mellem regeringen og dens største støtteparti føjer sig til en stribe skærmydsler i denne uge mellem partierne i det, vi hidtil har omtalt som blå blok.
Men i torsdagens udgave af Berlingske slog DF-formanden fast, at han ser »den såkaldt blå blok« som »kunstig« og fortid. Thulesen Dahl forudser ligeledes, at de igangsatte forhandlinger om en 2025-plan bryder sammen, fordi Dansk Folkeparti er afvisende over for Anders Samuelsens ultimative krav om at give skattelettelser på fem procentpoint til alle danskere. Sideløbende har regeringen fundet det nødvendigt at gentage, at man er på vej med et nyt system for ejendomsvurderinger, efter at der er blevet spekuleret i, at planerne er skrinlagte.
Enhedslisten meget forbløffet
Hos Liberal Alliance, der anbefalede et nej ved den seneste EU-folkeafstemning, er man klar til en ny anbefaling.
»Hvis vi afholder en folkeafstemning, som alene indbefatter Europol, vil vi anbefale et ja. Også selv om det medfører, at Schengen så bliver overstatsligt, for det vidste vi også sidste år – og det står vi selvfølgelig ved,« siger EU-ordfører Christina Egelund.
EU-ordfører for Enhedslisten Søren Søndergaard anbefaler en folkeafstemning, men afventer det konkrete indhold af en afstemning, før han vil komme med partiets anbefaling om et ja eller nej. Samtidig ser han med forundring på såvel Løkke Rasmussens som Thulesen Dahls udmeldinger.
»Jeg er meget forbløffet over den måde, Lars Løkke fremlægger sagen på. Jeg får sådan en nagende tvivl om, hvorvidt han overhovedet er interesseret i en parallelaftale. Omvendt er det lidt underligt, for Dansk Folkeparti har hele tiden vidst, at Schengen-teknikaliteten var der,« siger Søren Søndergaard.
Den danske regering anmodede i maj EU-Kommissionen om at indlede forhandlinger om en særaftale, der vil give Danmark mulighed for at fortsætte i Europol, som Danmark på grund af retsforbeholdet står til at forlade den 1. maj 2017, når det nye og stærkere Europol bliver overstatsligt.
EU-Kommissionen har stadig ikke svaret, men har gentagne gange indikeret, at det ser uhyre vanskeligt ud.