Løkke: Ministre skal ikke optræde som reklamesøjler

Ministre bør ikke deltage i markedsføring, men statsministeren har alligevel tillid til fødevareministerens håndtering af sin deltagen i en Superbest- reklame.

Foto: Bagsværd/Søborg-bladet

- Ministre skal ikke optræde som reklamesøjler.

Sådan lød meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han på det ugentlige pressemøde blev konfronteret med sagen om fødevareminister, Henrik Høegh (V). En sag, hvor ministeren optræder i en trykt reklame for supermarkedskæden Superbest og som har affødt skarp kritik.

Din mening: Hvad synes du om ministeren i Superbest-reklamen?

Men trods statsministerens udsagn om de ikke-kommercielle ministre, vil der ikke blive tale om en verbal afklapsning til Henrik Høegh.

- Ministeren vidste ikke, at han ville blive brugt i reklamesammenhæng. Jeg har tillid til fødevareministerens håndtering af sagen, lød det fra Lars Løkke.

Læs også: Minister: Reklame er ok

Fødevareministeren havde befundet sig i en specifik afdeling af Superbest, da han blev fotograferet. Afdelingen havde vundet en pris, fordi den havde været særlig dygtig til at mærke varerne, og ministeren var derfor på besøg for at overrække en pris for udmærkelsen. 

Også efter kritikken af reklamedeltagelsen var Henrik Høegh fremme og sige, at han ikke opfattede sin deltagen som et problem. Og ifølge Lars løkke Rasmussen er det da heller ikke ministeren, der har begået fejl i sagen. Superbest, derimod, fik en mindre reprimande.

- Det er ikke i orden, at virksomheder bruger billeder i forbindelse med markedsføring på det grundlag, sagde Lars Løkke på pressemødet.

Læs også: Fødevareministeren reklamerer for Superbest

Udover Superbest-sagen var en række nye lovforslag på banen på mødet.

Lars Løkke Rasmussen fortalte blandt andet at grænsen for salg af stærk alkohol (over 7 procent, red.) bliver hævet fra de nuværende 16 år til 18 år. Dermed følger den stærke alkohol samme aldersgrænser som tobak.