Løkke lover 400 millioner ekstra til krigsramte syrere

Danmark vil på konference give 688 millioner kroner til ofrene for krigen i Syrien, oplyser Statsministeriet.

Foto: RODI SAID. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) giver torsdag et konkret løfte om 688 millioner kroner i hjælp til ofrene for krigen i Syrien.

Det sker på en international donorkonference i London, hvor der samles ind til at tackle den humanitære krise i Syrien og de omkringliggende lande.

Ifølge en meddelelse fra Statsministeriet stammer 288 millioner kroner af det samlede beløb fra penge afsat til EU's såkaldte Tyrkiet-facilitet. De penge annoncerede regeringen allerede i september sidste år, at den ville lægge til side.

Der er dermed tale om 400 millioner kroner i "nye penge".

Det beløb er delt op, så langt størstedelen - 300 millioner kroner - skal bruges til humanitær bistand "til at afhjælpe ofrenes lidelser gennem FN-organisationer og danske ngo'er".

De resterende 100 millioner går til udviklingsbistand til såkaldte stabiliseringsindsatser. Det drejer sig blandt andet om støtte til demokrati, menneskerettigheder og politi i Syrien.

Donorkonferencen i London er den fjerde store internationale konference for at skaffe penge til at hjælpe ofrene for krigen.

Ved den seneste konference i 2015 lovede donorlande at hjælpe FN og FN's organisationer med 8,4 milliarder dollar. Danmark gav dengang tilsagn om 250 millioner kroner til indsatsen.

I år beder FN om ni milliarder dollar - eller omkring 63 milliarder kroner - fra donorerne.

FN siger ifølge Reuters, at de 7,73 milliarder dollar er øremærket hjælp i Syrien, mens 1,23 milliarder dollar skal hjælpe syriske flygtninge i andre lande.

Natten til torsdag meddelte en af værterne for donorkonferencen, den britiske premierminister, David Cameron, at briterne frem mod 2020 lægger 1,2 milliarder pund - knap 12 milliarder kroner - til side til ofrene for krigen i Syrien.

Inden borgerkrigen havde Syrien omkring 18 millioner indbyggere. 4,6 millioner af dem er flygtet ud af landet, men der er også omkring 6,5 millioner internt fordrevne.

Over en kvart million mennesker er omkommet under konflikten.

FAKTA OM KONFERENCEREN

* Donorkonferencen i London er den fjerde store internationale konference for at skaffe penge til at hjælpe ofrene for krigen.

* Storbritannien, Tyskland, Kuwait, Norge og FN står som værter for arrangementet.

* Ved forrige konference i 2015 lovede donorlande at hjælpe FN og FN's organisationer med 8,4 milliarder dollar. FN har indtil nu kun modtaget 3,3 milliarder dollar af det lovede beløb.

* Denne gang beder FN om ni milliarder dollar fra donorerne. 7,73 milliarder dollar er øremærket hjælp i Syrien, mens 1,23 milliarder dollar skal hjælpe syriske flygtninge i andre lande.

Initiativtagernes formål er, at pengene skal gå til at:

* Give mulighed for uddannelse til alle flygtningebørn inden udgangen af skoleåret 2016-17.

* Skabe jobmuligheder til flygtninge og i flygtningelejre i nabolandene.

* Få lagt et internationalt pres for at stoppe blokader og misbrug samt skabe respekt om humanitære krav.

* Give mennesker i Syrien sikrere sundhed, sikrere uddannelse og støtte de mest sårbare - særligt kvinder og børn.

* Begynde det internationale samfunds arbejde med at genopbygge Syrien, når konflikten er afsluttet.

Kilder: supportingsyria2016.com, Reuters

/ritzau/