Løkke kommer på overarbejde

Lars Løkke præsenterede søndag sin nye regering på Amalienborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Det bliver hårdt arbejde!

Det budskab har Lars Løkke Rasmussen gentaget i sit første døgn som nyslået statsminister, og den forudsigelse kommer med garanti til at holde. Dels kommer hans smalle regering til at skulle krydse sig frem gennem folketingssalen for at finde alliancepartnere. Dels har Løkke fremlagt et ambitiøst program, som vil fylde kalenderen til bristepunktet for hans nye ministre, hvoraf flere skal tumle gigantiske ministerier.

At det ikke alene bliver hårdt, men også svært, er indlysende.

Det bemærkelsesværdige er, at Lars Løkke Rasmussen hverken synes kuet eller usikker ved synet af det bjerg af udfordringer, som tårner sig op. Tværtimod har han virket fokuseret og samlet, ligesom han siden valget har ageret med stor klogskab.

Han lagde ydmygt ud med en klar erkendelse af, at Venstre tabte valget, og med en understregning af, at hans regering kommer til at skulle samarbejde bredt i Folketinget for at få skabt resultater.

Han har sørget for, at forhandlingerne om regeringsdannelsen og regerings­dokumentet er sket på en så åben og trans­parent måde, at befolkningen har kunnet følge med i alle faser, og dermed har han sikret en vigtig forventningsafstemning.

Han har sammensat et ministerhold, som ingen havde kunnet se for sig på forhånd, men som fremstår robust med vægt på erfaring, driftsikkerhed og forhandlingsevner samt en passende stålsathed i forhold til at skulle kæmpe for regeringens linje. Det kan synes som en detalje, men det lykkedes for Løkke at præsentere sit nye hold søndag morgen – uden at medierne havde kunnet dirke sig frem til afsløringer af de nye ministre i utide.

Han har fra starten understreget, at der skal arbejdes hårdt, og han kaldte øjeblikkeligt sine ministre til regeringsseminar på Marienborg, ligesom han om få dage vil fremlægge udspil for at skærpe asyl­politikken og genindføre bolig-job-ordningen. Han har desuden skitseret sine planer for efteråret 2015 og foråret 2016 – herunder forhandlinger om vækstpakker, en skattereform, en folkeafstemning om retsforbeholdet inden jul, en ændring af dagpengereformen og en invitation til arbejdsmarkedets parter om at deltage i kommende trepartsforhandlinger for at skabe bedre afsæt for vækst og job.

Roen, hvormed han trådte ind i Stats­ministeriet, indikerede indirekte det unikke i, at han har været der før. Kan han bruge sine erfaringer fra sidst – og lære af sine fejl – står han godt rustet til at klare den ualmindeligt svære opgave som regeringschef for en lille mindretalsregering. Også selv om han konstant vil blive testet.

 

 

I forhold til de myriader af udfordringer, som venter Løkke, skal man dog være opmærksom på én ting – nemlig at han har været udsat for det, som var værre. Da Løkke kom til som regeringschef i 2009, mente Anders Fogh Rasmussen, at han overgav regeringsmagten til sin efterfølger på et sølvfad. Men sådan var situationen ikke. Løkke fik magten smidt i hovedet på en bliktallerken. Fogh forlod Danmark, netop som finanskrisen slog igennem med al sin destruktive kraft, hamrede bunden ud af statskassen og trak tæppet væk under samtlige økonomiske planer.

Løkke skulle lave akut krisestyring fra dag ét i en situation, hvor den massive u­sikkerhed var eneste holdepunkt. Samtidig måtte Løkke skrotte Foghs kontraktpolitik, som ikke stod distancen i krisen, og han måtte ændre på fundamentet for Venstres politik. Han stod desuden over for en opposition i skikkelse af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, som ikke var indstillet på at samarbejde om den økonomiske politik og de nødvendige reformer, som Løkke var tvunget til at gennemføre.

Ser vi på situationen i dag, er Lars Løkke Rasmussen langt bedre stillet, hvilket han også gjorde opmærksom på, da han søndag formiddag stod på Amalienborg Slotsplads med sine nye ministre, og da han lidt senere mødte pressekorpset på Christiansborg. Krisen kan ses i bakspejlet, og den akutte krisestyring er afløst af behovet for at gøre nationen klar til at kunne udnytte frem­gangen bedst muligt.

Det giver muligheder. Og i den situation betyder det ikke så meget, at Løkke ikke kan holde sin målsætning om, at han gerne vil gennemføre et udgiftsstop. Dels har han aldrig formuleret udgiftsstoppet som et løfte. Dels er det ret utænkeligt, at danskerne vil samle sig i demonstrationer for at kræve nulvækst.

I modsætning til situationen i 2011, hvor Thorning & Søvndal havde lovet forbedringer, som de måtte opgive, har Løkke med sit ønske om udgiftsstop talt om en u­behagelighed, som han ikke kan gennemføre. Og det bliver næppe en stor fare for den nye regering...

Tilbagerulningen af nulvæksten betyder imidlertid ikke, at Løkkes regerings­dokument er blevet til et brandudsalg af Venstres politik. I den seneste tid har han selvsagt lyttet til de øvrige blå partiledere – som skal være hans parlamentariske grundlag – for at sikre sig, at de også kan se sig selv i arbejdsprogrammet. Men dokumentet afspejler stadig de pejlemærker, som Løkke har sat for Danmark. Der er fokus på vækst og job, men også værdipolitikken står skarpt optegnet med ønsket om at stramme asyl-, udlændinge- og integrationspolitikken samt gennemføre en forstærket offensiv overfor bander og rockere.

Ministerholdet er desuden kendetegnet af folk, som har holdninger. Jo, de skal manøvrere, og de skal indgå kompromiser, men de står også med muligheden for at trække udviklingen i den retning, som Løkke lægger op til. I den økonomiske politik får veteranen og chefstrategen, Claus Hjort Frederiksen, en nøglerolle, når han igen sætter sig til rette i Finansministeriet, hvorfra han skal spille tæt sammen med den tidligere DA-direktør og nye beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen, den nye erhvervs- og vækstminister. Troels Lund Poulsen. og den nye skatte­minister. Karsten Lauritzen. Netop den kæde kommer til at bære et stort ansvar.

Om projektet lykkes, ved ingen. På sit første pressemøde formulerede Løkke det selv på den måde, at grundlaget for regeringen nu er lagt frem, og efter sommerferien vil stribevis af konkrete udspil blive lagt frem, og derfra er det op til alle at vurdere, om han på samme tid kan få partierne til at sam­arbejde og følge sin kurs.