Løkke: Jeg har betalt for meget i skat

Selv når der er taget korrekt højde for de diæter, Lars Løkke Rasmussen har modtaget fra klimaorganisationen GGGI, har han betalt for meget i skat, siger han.

Foto: Nikolai Linares

Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at han har betalt for lidt i skat. Det sker, efter Berlingske lørdag citerede en talsperson fra klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI) for at sige, at Lars Løkke Rasmussen ifølge GGGIs oplysninger fik udbetalt diæter i kontantbeløb for seks rejser som formand for organisationen sidste år.

Under sit maratonpressemøde forrige søndag afviste Lars Løkke Rasmussen ellers, at han skulle have modtaget diæter fra GGGI.

»Bare for, at det er helt klart: Jeg har ikke modtaget noget honorar eller nogen diæter eller andet i 2012 fra GGGI,« sagde han under pressemødet 20. oktober.

Men diæterne løb ifølge GGGI op i 8.784,50 kroner, som Lars Løkke Rasmussen ifølge flere skatteeksperter er skattepligtig af, da beløbet overstiger grænsen for beløb, der kan udbetales skattefrit.

På denne baggrund satte blandt andre Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der udtaler sig på Socialdemokraternes vegne i sagen, lørdag spørgsmålstegn ved, »om Lars Løkke Rasmussen har betalt det i Skat, som han skulle i 2012. Det her er jo helt nye oplysninger, og jeg forstår ikke, at Lars Løkke Rasmussen gemmer sig. Jeg mener, han bør stå frem og forklare om han har indberettet det til Skat, som han skulle«.

Lars Løkke Rasmussen afviser nu, at han har betalt for lidt i skat. Faktisk har han indbetalt for meget, oplyser han.

»Ifølge min revisor, Deloitte, har jeg betalt for meget i skat i 2012 (også når der er taget korrekt højde for mine diæter fra GGGI). Det prøver vi nu at rette op på. Derudover har jeg ingen kommentarer til mine private skatteforhold,« skriver Lars Løkke Rasmussen lørdag nat i en statusopdatering på Facebook.

Oplysningerne om Lars Løkke Rasmussens diæter kommer efter afsløringer af massivt økonomisk rod i GGGI, som Danmark har støttet med 90 millioner kroner siden 2011.

Lars Løkke Rasmussen blev sidste år formand for organisationen, og i oktober i år afslørede Ekstra Bladet, at han har brugt op mod en million kroner på flyrejser på 1. klasse, hoteller, transport og diæter i forbindelse med sit arbejde for GGGI.

Organisationen har efterfølgende ændret sine regler, så Lars Løkke Rasmussen ikke længere vil modtage diæter på sine rejser som formand for organisationen.