I dag fylder Pia Kjærsgaard 70 år. Siden hun den 10. januar 1984 for første gang kunne kalde sig medlem af Folketinget, dengang for Fremskridtspartiet, har den senere stifter af Dansk Folkeparti og dets mangeårige formand været en helt central skikkelse i dansk politik.
Berlingske har spurgt en række personer om ét spørgsmål om den nuværende formand for Folketinget: Hvilken betydning har Pia Kjærsgaard haft for dansk politik?
Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister
»Da Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti, blev dansk politik forandret for altid. Ingen, der har været i politik de seneste mange år, har kunnet komme uden om hende. Det har jeg heller ikke – og heldigvis for det. Vi har gennemført mange vigtige forandringer i fællesskab. Pia Kjærsgaard er ikke i politik for at stå og råbe på sidelinjen. Hun tager ansvar og ved, at politik handler om at samarbejde på tværs af uenigheder.«
Mogens Lykketoft (S), tidl. formand for Socialdemokratiet samt formand for Folketinget
»Der er ikke nogen tvivl om, at hun har vendt op og ned på meget i dansk politik. Og der skal heller ikke være nogen tvivl om, at der er rigtig meget, jeg er uenig med hende i. Men jeg har stor respekt for, hvad hun har kunnet udrette i sit liv med de holdninger, hun har, og på det personlige plan synes jeg, vi har et udmærket samarbejdsforhold. Vi er kommet tæt på hinanden efter vores arbejde sammen i Præsidiet.«
Inger Støjberg (V), udlændinge- og integrationsminister
»Pia Kjærsgaard har haft en enorm stor betydning for dansk politik. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har set op til Pia Kjærsgaard igennem mange år - og at jeg stadig gør det. Jeg synes, hun i den grad har formået at sætte udlændingepolitik på dagsordenen - og gøre det på en måde, så vi ikke er havnet i svenske tilstande.
Hun sagde som en af de allerførste tingene, som de er. Det beundrer jeg hende for. Det er ikke altid, jeg er enig med Pia Kjærsgaard, men jeg må sige, at jeg beundrer hendes mod og engagement. At hun så også med sikker hånd førte Dansk Folkeparti ind i en ny æra omkring årtusindeskiftet, da vi fik en borgerlig regering, må man også beundre hende for.«
Marianne Jelved (R), tidl. formand for de Radikale
»Hun har da bidraget til en pluralisme med Dansk Folkeparti. Det er glimrende. Jeg synes også, hun har gjort det godt. Ærligt talt.«
Kristian Thulesen Dahl (DF), formand for Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaards afløser
»Hun har haft fuldstændig afgørende indflydelse på, at Danmark er gået i en anden retning end eksempelvis Sverige i forhold til indvandringspolitikken. Det er det største enkeltstående bidrag, som jeg synes, Pia har leveret, og som også har været fuldstændigt afgørende for Danmarks fremtid. Hun har ikke været til at komme uden om for nogen, og det har betydet, at alle andre i virkeligheden har ageret politisk i forhold til hende. I to årtier har alle andre partier fundet deres ståsted i forhold til Pia Kjærsgaard.«
Ida Auken (R), tidl. miljøminister
»Hun har været en vigtig stemme i at sikre, at mennesker, som måske ikke er blevet hørt før, er blevet hørt, og at nogle frustrationer og problemer er kommet tydeligere frem til overfladen. Jeg synes så, hendes svar er forkerte, men jeg anerkender fuldt ud den stemme og opmærksomhed, hun har haft for nogle mennesker.«
Bertel Haarder (V), mangeårig minister
»Hun har givet mange mennesker mæle, som tidligere ikke følte sig repræsenteret på Christiansborg. Hun har givet dem en stemme. Det er jo sejt at komme ind som en af Glistrups støtter og så vælte Glistrup af pinden, overtage partiet og derefter lægge kursen helt om med succes. Det må man respektere, selvom man ikke er enig i alt.«
Anders Samuelsen (LA), udenrigsminister
»Hun har haft kæmpe betydning. Hun har sat en masse vigtige dagsordener og flyttet rigtig mange partier på godt og ondt. Vedholdenhed, udholdenhed, mod har kendetegnet hende, og det er uanset, om man er politisk enig eller ej. Jeg har respekt for de politiske kolleger, der har udholdenhed, og det har hun.«
Brian Mikkelsen (K), mangeårig minister
»Hun har været en god ting for Folkestyret, for hun har sagt nogle sandheder, som folk har ligget og puttet med. Jeg synes, hun har været meget direkte i sit sprog, og det er også nødvendigt en gang i mellem i politik. Hun har bidraget til, at man har kunnet debattere herinde, så alt ikke bare er en grå masse, en stor havregrød. Det er da fint, og hun gør det godt som formand.«
Tom Jensen, chefredaktør Berlingske
»Pia Kjærsgaard lykkedes med at skabe det største nybrud i den nyere danske politiske historie. Hun gjorde det ved at kombinere værdipolitikken - udlændingepolitikken - med velfærdspolitikken. Det stod ikke klart ved dannelsen af Dansk Folkeparti - men det gør det nu. Undervejs blev en stram udlændingepolitik ikke blot stueren, men the new normal fra DF til S. Hendes facon og holdninger kan man lide eller ej, men man kan ikke tage fra Pia Kjærsgaard, at hun er en sjældent succesrig dansk politiker, en af de første der så potentialet i et anti-elitært oprør, enhver nu kan få øje på.«
Rune Lykkeberg, chefredaktør Information
»Hun er et barn af kvindefrigørelsen i den forstand, at hun har insisteret på at gøre sin personlige forurettelse til et politisk projekt. Hun har været rasende over at være underkendt og har krævet sit ret til at blive anerkendt. Pia Kjærsgaards personlige succes er utænkelig uden feminismen, og hendes politiske projekt er i høj grad skabt af en progressiv politisk bevægelse, som hævder, at de oversete har ret til at blive set, og dem, man ikke vil være bekendt, skal anerkendes som borgere på lige fod med andre.«
»Det er jo rigtig, at danske traditioner, dansk kultur og den danske historie var noget, som man i årtier gjorde op med i det moderne Danmark. Men det betyder også, at hendes Danmark altid er krænket og udsat for trusler, det er altid et svækket og forhånet Danmark, som skal forsvares mod onde fjender og overmagter. Og det virker mere og mere parodisk, eftersom alle bærende partier nu vil forsvare den danske model, og Danmark nu er også er det erklærede mål for Socialdemokraterne.«