Løkke holdt konstruktiv tale på det jævne

Chefredaktør Jens Grund anmelder V-formand Lars Løkke Rasmussens tale ved Folkemødet i Allinge.

Lars Løkke Rasmussen taler på hovedscenen i Allinge under folkemødet på Bornholm lørdag 14. juni 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lars Løkke Rasmussen kan holde fremragende taler, med passion, humor og imponerende stringens. Men Venstreformandens tale på Folkemødet på Bornholm hører ikke til højdepunkterne, den hang fint sammen, pegede fremad for Danmark, men blev afleveret uden den store glød, der kunne tryllebinde publikum.

Da Løkke trådte op på talerstolen, iført habitjakke og cowboybukser, blev han mødt af klapsalver og masser af velvilje fra tilhørerne, men han nåede ikke ud over rampen i samme omfang som i fjor. Da fik han så lange og taktfaste klapsalver efter talen, at han måtte på scenen til en ekstra indkaldelse og et buk. Det var der ikke basis for i år, selv om unge venstrefolk begejstret heppede, at »Løkke er for lækker.«

Til gengæld giver jeg Løkke en pil opad for, at han i sin tale konstruktivt holdt sig til, hvad Venstre gerne vil i stedet for at skyde tilbage på Thorning, der angreb Venstre i sin tale fredag.

Nyhedsværdi - 1 stjerne

Løkke bebudede, at Venstre efter sommerferien lancerer et bud på en ny balanceret og sammenhængende udlændingepolitik. Men ikke et ord om, hvad planen vil indeholde.

Retorik - 3 stjerner

Løkke holdt en rød tråd igennem hele talen: Hvad skal der ske med Danmark. I modsætning til Vestagers tilbageskuende tale forleden så Løkke fremad og kom med sine fem bud på, hvad der skal til for at gøre Danmark endnu bedre. Der var ikke de store retoriske greb eller genialiteter - en tale henter ofte styrke i konkreterne, i det nære, i skræk- eller ønskeidentifikationen; Løkkes havde et konkret nedslag; han fortalte om et fynsk tomatgartneri, der har valgt at udvide i Sverige i stedet for i Danmark. Men mens Kristian Thulesen Dahl vandrede afslappet rundt med stikord i hånden og var mere i øjenhøjde med sit publikum, havde Løkkes tale lidt for meget karakter af tale og for lidt Løkke.

Gennemslagskraft 3 stjerner

Lars Løkke Rasmussen havde bl.a. Kristian Jensen og Inger Støjbjerg som opvarmningsband. Man kan bruge den slags til at stemme sindet hos tilhørerne - som Thorning gjorde det med musikeren Tim Christensen og Thulesen Dahl med Annette Heick. Man kan også komme til at tage lidt af luften ud af hovednavnets tale, når opvarmningsbandet afleverer så kvikke og skarpe bemærkninger som Støjbjergs om, at der kun er én ting, som Thorning og Socialdemokraterne er bedre til end V:

»De er bedre i opposition, eller måske i kommission«.

På samme måde fik Kristian Jensen latteren til at løfte sig hos tilhørerne, da han udbrød, at Venstre måske skulle indgå en form for aftale med Socialdemokratiet:

»Hvis de holder op med at lyve om vores politik, så undlader vi at fortælle sandheden om deres.«

Fremmødet til Løkkes tale var stort, lige så stort som til statsministerens tale: Der blev lyttet, folk blev stående, og Løkke sagde alt det rigtige i forhold til sine tilhørere, men uden det store engagement. Jeg må tilstå, at jeg tog mig selv i at kede mig undervejs.

Humor - 1 stjerne

Talen var humorforladt, bortset fra bemærkningen om, at klimaet i Sverige er langt bedre til at producere tomater i - erhvervsklimaet, forstås. Hvis nogen ventede på, at Løkke undervejs ville give en humoristisk stikpille til sig selv, lyttede de forgæves.

Samlet bedømmelse: 3 stjerner med pil opad.