Løkke har valgt en af de dyreste veje til bedre klima

Regeringen vil med sin omfattende klimaplan, der bliver præsenteret tirsdag, have flere grønne biler på de danske veje i fremtiden. Ifølge eksperter har statsministeren valgt én af de dyreste ruter til at begrænse CO2-udslippet, og det vil koste statskassen milliarder, lyder det.

Når regeringen tirsdag præsenterer sit stort anlagte og længe ventede klimaudspil, er et af de helt centrale elementer en målsætning om, at der i 2030 skal være mere end én million grønne biler på de danske veje.

Salget af nye benzin- og dieselbiler skal stoppes samme år, og det vil betyde, at der om 12 år er over én million el-, hybrid- eller andre grønne biler i Danmark, bebudede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin tale ved Folketingets åbning i sidste uge.