Løkke håber på tæt forhold til Storbritannien efter exit

Selv om Theresa May lægger op til, at Storbritannien skal forlade EU helt, så håber Løkke på et tæt forhold.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

København. Selv om Storbritannien træder helt ud af EU, så skal de resterende lande i EU fortsat have et tæt forhold til landet.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen i Folketingets spørgetime.

- Vi vil gerne bevare Storbritannien så tæt på de øvrige 27 lande i EU som overhovedet muligt. Det land, der har meldt sig ud, må nu sige, hvilket forhold de ønsker til EU. Og så må Storbritannien aktivere artikel 50, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han tilføjer, at den danske "attitude vil være samarbejdsorienteret".

- Vi har ikke besluttet, at Storbritannien skal forlade EU. Vi er kede af det, siger Lars Løkke Rasmussen.

Udtalelserne falder, mens Theresa May i en tale i Lancaster House i London fastslår, at hun ønsker en klar adskillelse fra unionen:

- Ikke et delvist medlemskab af EU. Ikke et associeret medlemskab. Eller noget med at være halvt inde og halvt ude, siger Theresa May.

Det betyder også, at landet "forlader det indre marked", understreger hun.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at det er EU, som er i færd med at skubbe Storbritannien ud af det indre marked.

Til skade for alle de europæiske lande, der handler med briterne.

- EU har sagt til briterne, at hvis de vil have adgang til det indre marked, så skal de acceptere fri bevægelighed af arbejdskraft fra de øvrige EU-lande.

- Når man følger den britiske debat, så er det åbenlyst, at sådan en aftale kan briterne ikke komme hjem med, siger Thulesen Dahl.

- Befolkningen ønsker kontrol over grænserne og kontrol over indvandringen. EU har på forhånd skabt en situation, hvor det er umuligt at tro, at der kommer en aftale, siger Kristian Thulesen Dahl.

Lars Løkke Rasmussen fastholder, at det indre marked ikke bare hviler på fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital - men også for personer. Derfor kan briterne ikke bare vælge de dele, de vil være med i.

- Det skal være balanceret. Og det er det signal, der er sendt afsted. Jeg vil simpelthen ikke acceptere, at der er noget i det, som er bestemmende for, hvilke britiske ønsker der nu formuleres, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/