Lars Løkke Rasmussen slår fast, at han ikke vil have store bededag tilbage.

Det siger Moderaternes leder på vej ind til regeringsforhandlinger på Marienborg.

- Jeg har ikke talt med nogen om store bededag, for store bededag er for mig en realitet, at den er fjernet. Det gav os en økonomisk gevinst, og det gav os et arbejdsudbud, siger Løkke.

Han vil "gøre Danmark rigere og øge arbejdsudbuddet", og det gør man ikke ved at genindføre store bededag, lyder det fra Løkke.

Det var den daværende SVM-regering samt De Radikale, som i 2023 blev enige om afskaffelsen af store bededag som helligdag.

SVM-regeringen meddelte, da den tiltrådte i slutningen af 2022, at store bededag skulle afskaffes som helligdag og fridag for at finansiere øgede udgifter til forsvaret og til støtte til Ukraine udløst af Ruslands krig. Og siden 2024 har store bededag været fortid.

Hvis store bededag fortsat fandtes, ville den i år finde sted her på fredag, altså 1. maj.

Løkke har forsvaret afskaffelsen af store bededag længe, mens Socialdemokratiet i valgkampen åbnede for at diskutere emnet.

Men Socialdemokratiet tilføjede, at hvis enkelte partier vil have store bededag tilbage, må de selv finde pengene.

Men store bededag lader ikke til at være et emne i regeringsforhandlinger for Løkke.

- Selvfølgelig vil jeg ikke have store bededag tilbage, for så havde vi ikke afskaffet den.

- At vi afskaffede den, gav et ret stort milliardbeløb og et stort arbejdsudbud, og jeg står her og siger, at Danmark har brug for, at vi skal skabe mere velstand og øge arbejdsudbuddet, og det gør man altså ikke bedst ved at træffe en beslutning, der vil sætte os tilbage, siger Løkke.

Det står i stærk kontrast til SF, som også er en central part i regeringsforhandlingerne. SF vil nemlig have store bededag genindført.

/ritzau/