Løkke gæster Indien og styrker de diplomatiske forhold

Danmark og Indien har længe haft et anstrengt forhold til hinanden på grund af våbensmugleren Niels Holck.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rejser til Indien i næste uge. Det markerer yderligere, at de diplomatiske bånd mellem landene bliver bedre og bedre.

Forholdet mellem landene har været anstrengt i en årrække på grund af den danske våbensmugler Niels Holck.

I 1995 medvirkede Holck til at nedkaste våben til oprørere i den indiske delstat Vestbengalen.

Derefter flygtede han til Danmark. Indien har længe ønsket Holck udleveret til retsforfølgelse, men det har Østre Landsret afvist.

Løkkes visit kommer, efter at også udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) sidste år og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i 2017 har været i Indien.

Løkke er i Indien fra 18.-20. januar for at stå i spidsen for en større dansk erhvervsdelegation.

Under besøget mødes Løkke med Indiens premierminister, Narendra Modi.

- Mit besøg i Indien og mit møde med premierminister Modi markerer en væsentlig styrkelse af Danmarks forhold til Indien, siger Løkke i en pressemeddelelse.

/ritzau/