Løkke går i rette med Venstres øgenavn til Instrukskommissionen: »Man skal jo kalde tingene ved deres rigtige navn«

Adskillige Venstre-folk – heriblandt partiformand Jakob Ellemann-Jensen – ynder at kalde Instrukskommissionen for »barnebrudskommissionen«. Det er en uskik, mener tidligere Venstre-formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Tidligere Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen går i rette med de af sine partifæller, der jævnligt anvender betegnelsen »barnebrudskommissionen« om Instrukskommissionen. »Det er jo ikke det, sagen nu handler om,« siger Løkke.  Niels Ahlmann Olesen

Kært barn har mange navne, og selv om man nok kan diskutere, hvor dybe følelser Venstres medlemmer af Folketinget nærer for Instrukskommissionen, har flere af dem alligevel udstyret den med et efterhånden velkendt øgenavn.

Midt i maj, da kommissionen indledte sit arbejde, var tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) helt fra morgenstunden ved Facebook-tasterne, og her gentog hun det navn, hun helt fra begyndelsen har hæftet på kommissionen.