Løkke forventer god kemi med Donald Trump

Den danske statsministers besøg i Washington giver ham tro på en god kemi med Donald Trump.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup / Lucas Jackson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), forventer en god kemi mellem ham og den amerikanske præsident, Donald Trump, når de mødes torsdag aften.

Det siger han til blandt andet TV2 og de andre fremmødte danske journalister i Washington.

»Jeg snakkede med dengang president-elect (kommende præsident, red.) Trump i november måned. Det foregik på en telefon fra mit køkken.«

»Nu kan det kun blive bedre. Jeg fornemmer en god kemi,« siger statsministeren.

Senere torsdag aften dansk tid mødes han med præsidenten. I dagene og timerne op til, har den danske statsminister været rundt og tale med fremtrædende medlemmer af Kongressen.

Blandt andet har han mødtes med mændene for udenrigsudvalgene i hvert af Kongressens to kamre.

»Jeg har mødt to seniorpolitikere, der er bekendt med, hvad vi leverer. Og i mine øjne er det også to personer, der har gode meninger om, hvilken rolle USA skal spille,« siger Lars Løkke om møderne.

Sammen med Donald Trumps valg af ministre indgyder samtalerne håb i den danske statsminister.

»Der er udnævnt gode folk omkring ham. Udenrigsminister Tillerson og forsvarsminister Mathis har begge fornuftige synspunkter om Nato,« siger han.

»Nu skal der bare masseres noget dansk fornuft ind i ham.«

»Vi ønsker et USA, som stadig er den frie verdens leder og bekender sig til Nato. Vi hørte nogle ting under kampagnen, som er ved at blive visket ud. Det håber jeg at få bekræftet, når jeg møder præsidenten.«