Løkke får ros for at træde i karakter

Dagbladenes kommentatorer roser statsministeren, der i sin nytårstale gjorde klart op med efterlønnen.

Med sin nytårstale og udmeldingen om, at efterlønnen skal afskaffes, viser Lars Løkke Rasmussen (V) sig endelig, som den leder, mange har sukket efter - og som det hidtil ikke har lykkedes ham at være.

Det er dagbladenes kommentatorer og lederskribenter enige om søndag.

Berlingske Tidendes politiske kommentator, Thomas Larsen, mener, at Lars Løkke Rasmussen har leveret historiens dristigste nytårstale, mens hans kollega på B.T., Helle Ib, at statsministeren omsider er trådt i karakter som leder.

Thomas Larsen:
Løkke i sit livs politiske kamp

At Løkkes budskab i talen samtidig betyder, at han endegyldigt er trådt ud af sin forgængers skygge og har gjort op med forsigtighedsdoktrinen, som både Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt sværger til, er der også bred enighed om.

"I stedet satser Løkke på at overbevise vælgerne - og det er, hvad politik bør handle om", er Politikens lederros til statsministeren, og Morgenavisen Jyllands-Postens politiske redaktør, Christine Cordsen, erklærer imageet som "Lille Lars fra Græsted" for dødt.

Oppositionen har altså 1. januar 2011 fået en regulær krigserklæring, og vælgerne et tydeligt pejlemærke til det kommende folketingsvalg: at Løkke "sætter alt ind på at vinde valget på økonomisk ansvarlighed", gør Cordsen klart i sin analyse.

Og netop det, mener hun, har gennemslagskraft: "Der er ingen tvivl om, at de liberale løver i Venstre vil brøle begejstret."

Din mening: Hvad synes du om statsministerens plan om at afskaffe efterlønnen?

Allerede dagen derpå har statsministeren dog også fået tæsk for så klart at slagte efterlønnen. Og det vil han også få fremover for at tage rettighederne fra hårdtarbejdende mennesker, mener B.T.'s Helle Ib.

"Men statsminister står alligevel med et mere solidt fundament for, hvordan velfærden kan bevares og udbygges i fremtiden", skriver hun i sin analyse.

/ritzau/