Løkke er ankommet til afskedssalut hos Venstre

Venstres landsmøde siger lørdag farvel og tak for indsatsen til eksformand Lars Løkke Rasmussen.

 

Han mødte ikke op til Venstres ekstraordinære landsmøde i september. Men eksstatsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen er lørdag formiddag ankommet til partiets ordinære landsmøde i Herning.

Inden frokosten siger landsmødet farvel og tak til Løkke for indsatsen som formand.

Han var formand fra 2009 til 2019, mens han over to omgange ligeledes var statsminister.

Under ganske dramatiske omstændigheder gik Løkke i sommer af som Venstres formand efter en især turbulent august, hvor Løkke og daværende Venstre-næstformand Kristian Jensen bekrigede hinanden.

Også Kristian Jensen endte med at gå af som næstformand. Den post havde han haft siden 2009, hvor han og Løkke altså dannede frontduoen i partiet. Landsmødet siger også tak for indsatsen til Kristian Jensen lørdag eftermiddag.

Både Løkke og Kristian Jensen sidder fortsat i Folketinget for Venstre. Dog uden ordførerskaber.

Det er med en vis portion spænding, at der ses frem til Løkke afskedsseance. Ingen ved, hvad han vil sige. Der er sat 20 minutter af til Løkkes tale.

Det er uvist, om Løkke bliver hængende til resten af landsmødet, som slutter søndag. Forventningen er, at han smutter kort efter sin tale.

/ritzau/