Løkke efter terrorangreb: NATO skal bekæmpe Islamisk Stat

NATO skal gå med i kampen mod Islamisk Stat. Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen efter terrorangrebet i Manchester.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler sig om bombeangrebet i Manchester under et møde med Letlands præsident Raimonds Véjonis, som er på officielt besøg i Danmark, tirsdag den 23. maj med. Mødet finder sted i Statsministeriet. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

NATO sidder for meget på sine hænder, når det kommer til at bekæmpe terror.

Det er meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter terrorangrebet i Manchester mandag.

Han ønsker derfor at forsvarspagten går ind i koalitionen af lande, der bekæmper Islamisk Stat.

»Nato spiller i øjeblikket kun en ret perifer rolle i kampen mod ISIL (Islamisk Stat, red.). Vi så meget gerne fra dansk side, at vi fik NATO til at gå ind i koalitionen, så kapaciteten og den viden, der er i NATO, kunne inddrages i kampen mod ISIL,« siger Lars Løkke Rasmussen til TV2.

I forvejen er samtlige NATO-lande en del af koalitionen med USA, Frankrig og Storbritannien i spidsen.

Men institutionen NATO skal altså også deltage i koalitionen, siger statsministeren.

»Der er brug for, at verdens stærkeste forsvarspagt NATO deltager mere intensivt i den her kamp mod terror,« siger han til TV2 og tilføjer, at Jens Stoltenberg, NATOs generalsekretær, også er positiv stemt for at få NATO til at indgå i en koalition.

I øjeblikket leverer NATO støtte til koalitionen i form af efterretninger fra overvågningsfly, der følger med på lang afstand.

Frankrig og Tyskland har hidtil været skeptisk over for at lade NATO gå ind i koalitionen officielt. Begge lande holder dog muligheden åben.

Tyskland og Frankrig er blandt andet bekymrede for, at en officiel NATO-rolle kan skræmme nogle af de arabiske lande i koalitionen væk, selvom der ved en NATO-deltagelse udelukkende vil være tale om en politisk tilkendegivelse.

Samtidig siger en NATO-diplomat til Reuters, at Frankrig og Tyskland først ønsker at vide, hvilken forskel det vil gøre, hvis NATO officelt går ind i koalitionen.