Løkke efter Putin-pres: Russisk gasprojekt kræver storpolitisk diskussion

Det handler om meget mere end en miljøgodkendelse, hvis den store gasrørledning fra Rusland gennem dansk farvand til Tyskland skal udvides, erkender statsminister Lars Løkke Rasmussen. En lang række central- og østeuropæiske lande raser over projektet, og der er behov for en større diskussion af det i EU, mener statsministeren.

Vladimir Putin under et besøg i Danmark i 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

BRUXELLES: Det krigshærgede Ukraine har et utal af problemer at slås med, men præsident Petro Porosjenko var alligevel ikke i tvivl, da han onsdag aften ankom til Bruxelles for at mødes med EU-præsident Donald Tusk og EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

»Nord Stream 2 er vores største bekymring i dag. Det er et projekt, der kan underminere energisikkerheden og solidariteten i både EU og Ukraine,« sagde den ukrainske præsident med reference til udvidelsesplanerne for den rørledning, som bringer gas for milliarder fra Rusland gennem dansk farvand til Tyskland.

Og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) medgiver ved ankomsten til EU-topmødet torsdag, at projektet handler om meget mere end den ansøgning om en miljøgodkendelse, som Nord Stream-selskabet planlægger at indsende til de danske myndigheder i begyndelsen af 2017.

»Først og fremmest skal vi have en ansøgning, og når den ansøgning kommer, må man jo kigge på den. Og så er jeg helt opmærksom på, at ved siden af det rent miljømæssige - og det vil være udgangspunktet for en dansk behandling af sådan en ansøgning, fordi Danmark er en retsstat og et retssamfund - så er der brug for, at man får en mere geopolitisk diskussion om det her. Det kan vi ikke tage alene i Danmark. Den har vi brug for blandt andet at få her (i EU, red.), for jeg er helt opmærksom på, at der også er en geopolitisk dimension på det her. Men altså ingen grund til panik, for der er ikke nogen ansøgning,« siger statsministeren.

I dag transporteres meget af den russiske gas til Europa gennem Ukraine, og det sikrer Ukraine milliarder i transitindtægter, ligesom det giver et tilstrækkeligt tryk i rørledningerne til sikre gas, som kan holde ukrainerne varme gennem den hårde vinter.

Én ting er, at Nord Stream-udvidelsen kan være usolidarisk i forhold til Ukraine, men ifølge en lang række central- og østeuropæiske lande samt Italien strider det også imod den europæiske energiunion, som netop skal sikre flere energikilder og mindske afhængigheden af russisk gas. For slet ikke at tale om tvetydigheden i forhold til kursen med de økonomiske sanktioner over for Rusland, som også Danmark bakker op om.

Den statskontrollerede, russiske gasgigant Gazprom ejer halvdelen af selskabet bag Nord Stream 2, mens de to tyske energikæmper E.ON og BASF hver ejer ti procent.

Med de tysk-russiske planer om udvidelsen af Nord Stream havner Danmark midt i et storpolitisk drama, der i høj grad splitter EU-landene. Og det bliver umiddelbart særdeles vanskeligt at holde sig gode venner med alle.

Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) opfordrer den danske regering til med det samme at tage sagen op i Udenrigspolitisk Nævn, fordi den storpolitiske diskussion allerede er i gang i EU, og man kan derfor ikke vente til selve ansøgningen kommer.

»Jeg synes, at det er svært at se det her projekt for sig, så længe at situationen er så betændt, som den er, og så længe vi har et helt sanktionsregime kørende i forhold til Rusland. Det sender for blandede signaler, så indtil vi har fundet en fordragelig tone med Rusland igen og fundet en løsning i Ukraine, så er det svært at støtte det her projekt,« siger Martin Lidegaard.