Løkke angriber Mette Frederiksen: »Hopper rundt på et ben og siger nej, nej, nej, nej, nej og nej«

Socialdemokratiet tænker rent taktisk og tager intet ansvar, mener statsministeren. Samtidig er det fastfrosne forhold til DF ved at tø op. S afviser kritikken.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen trækker nu fronterne markant op for den sidste del af valgperioden.

Efter at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, gennem flere uger har kritiseret regeringen og Lars Løkke Rasmussen voldsomt for kun at tilgodese de mest velhavende i Danmark, svarer Løkke nu igen.

Det gør han ved i et interview med Berlingske søndag, hvor han både rækker ud til Dansk Folkeparti for at få skabt et sundere forhold i blå blok efter sidste års interne stridigheder, og hvor han indleder et decideret opgør mod sin direkte modstander til landets højeste embede.

Statsministeren angriber Mette Frederiksen for at være drevet af taktik, ikke at have nogle bud på egen politik og i stedet for at tage ansvar for Danmark bare med et enøjet fokus »hopper rundt på et ben« og »siger nej, nej, nej, nej, nej og nej«.

»Jeg kunne meget bedre lide det socialdemokrati, der var for to år siden, som stillede sig på to ben og tog ansvar. Men der har været et betydeligt hamskifte, hvor Socialdemokratiet har meldt sig ud, og som den her valgrunde er skredet frem, har taktikken taget over. Nu er det bare ukonstruktiv modstand,« siger han.

Uge med store forslag

Angrebet kommer efter en uge, hvor Løkke for alvor har indledt den sidste del af denne regeringsperiode med fremlæggelsen af tre store politiske forslag. Tirsdag var det et bud på en ny skattereform, onsdag en ny vækstpakke og torsdag et forslag til næste års finanslov.

Mette Frederiksen har kritiseret forslagene for at være skæve, favorisere de velstillede og være drænet for investering i velfærd.

Det giver statsministeren ikke noget for. Tværtimod hæfter han sig ved, at Folketingets største parti ikke har fremlagt et eneste bud på en finanslov.

Samtidig peger han på, at Mette Frederiksen ikke vil svare på, om hun – hvis hun får magten efter et valg - vil rulle de ting tilbage, hun kritiserer.

»Det svæver jo totalt i det uvisse, om de vil fjerne de ting, som vi har indført, og som de stemte imod. Kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen. Men hvor skal pengene komme fra? Og de skattelettelser, som vi vil give til LOere og HKere, skal de tages fra dem igen? Det svæver jo totalt i det uvisse,« siger Lars Løkke.

Har Socialdemokratiet ikke bare en helt anden vision end dig for, hvordan overskuddet i dansk økonomi skal bruges?

»Det må du spørge dem om. Altså, vision? Det ved jeg ikke, det er i hvert fald ikke særligt visionært ikke at have et bud på, hvordan vi fortsat velstandsopbygger det her samfund. Der er så mange ubesvarede spørgsmål, og derfor oplever jeg det bare som et passivt taktisk spil.«

Socialdemokratiet vil i stedet for at udvide arbejdsudbuddet med reformer opkvalificere arbejdskraft. Det er vel fair nok?

»Det er jo ikke seriøst. Skal arbejdskraften opkvalificeres, ja, det skal den. Det er del af løsningen, men det er jo ikke bare løsningen. Det med at motivere nogen på kanten af arbejdsmarkedet til at tage et job, man måske ikke helt havde ønsket sig, eller til at køre fem kilometer mere på sin knallert, er jo ikke løsningen. Men det er en del af løsningen. Og hver gang vi foreslår noget, der er en del af løsningen, så siger man nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej,« siger Lars Løkke Rasmussen.

S: Lyder som en desperat statsminister

Mette Frederiksen har ikke ønsket at svare på Løkkes kritik, men Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, mener, at det er udtryk for en statsminister, der ikke kan få sin politik igennem.

»Det lyder som en desperat statsminister, der skyder til højre og venstre og har tabt følingen med dansk politik,« siger han:

»Siden valget har Mette Frederiksen forhandlet aftaler om PSO, ny boligbeskatning, om Nordsø-olien og bedre dagpengesystem. Det ville statsministeren vide, hvis han selv sad med ved forhandlingsbordet i stedet for at overlade det til sinde ministre.«

Hvorfor har I ikke fremlagt eget udspil til f.eks. en finanslov?

»Vi har fremlagt 20 politiske udspil, hvor Løkke i sine to første år som oppositionsleder, fremlagde 10. Blande andet vores 2025-plan, hvor vi angiver vores økonomiske initiativer. Så ingen kan være i tvivl om, hvad vi vil.«

Hvorfor vil I ikke sige, om I vil rulle politik tilbage, hvis I får magten?

»Vi må tage tingene i den rigtige rækkefølge. Selv statsministeren har sagt, at han ikke ved, hvordan den endelige aftale om skat kommer til at se ud, og så er det måske lige kækt nok at sige, at andre skal tage stilling til at rulle noget tilbage.«

Men I er jo ikke blege for at kritisere indholdet i udspillet, så kan I vel også forholde jer til, hvilke dele I vil rulle tilbage?

»Jeg tror, at alle er enige om, at udspillet ikke bliver, hvad Løkke har spillet ud med. Vi har tydeligt sagt, at det er et uklogt og uretfærdigt udspil, der er kommet. Men nu må vi jo se, hvor det ender. Jeg håber, at DF Kan trække det i en bedre retning,« siger Nicolai Wammen.

Rækker hånd ud til DF

I interviewet fortæller Løkke også, at foråret er brugt til at »tø« relationerne i blå blok – herunder til Dansk Folkeparti – op efter sidste års mange problemer, som Løkke sammenfatter som en »på alle måder anstrengt parlamentarisk situation«.

»Sidste efterår låste tingene. Der var det ikke DF, der låste det – det kom et andet sted fra (Liberal Alliance, red.) – men det havde så den afledte effekt, at der var nogle alliancer (mellem DF og S, red.), som blev cementeret i et fravær af fremdrift. Det brugte vi så foråret på at tø op. Og nu, synes jeg, der er et godt udgangspunkt for at genstarte nogle ting,« siger han.

Løkke tilføjer:

»Det er klart, at med fire blå partier, så er der en bedre prognose ved, at de tre nu er i regeringen og kan udvise fleksibilitet kollektivt frem for individuelt. Mandaterne er jo de samme som sidste år - men der havde vi bare en regering og tre andre partier, der stod på hver deres principper, og som de selv skulle flytte sig på,« siger Løkke.

Han tilføjer, at de tre regeringspartier af samme grund »selvfølgelig har brugt noget tid på at diskutere, hvor vi skal sætte udgangspunktet«.

»Og så skal vi bygge en bro over til DF, og der skal da støbes et brohoved. Vi kan ikke bare stå, hvor vi står.«

Statsministerens optimisme drives samtidig af, at de blå partier sammen gennem forskellige reformer har skaffet 3,5 milliarder kroner, som kan bruges til bl.a. lavere skat – penge, der eksempelvis blev fundet ved kontanthjælpsloftet.

»Så der er noget formelt i, at vi har aftaler med penge på bordet, som vi har eksklusivt med hinanden, og så er der psykologien om det hele, der gør, at jeg ser relativt optimistisk på det her efterår.«

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, giver Lars Løkke ret i, at forholdet mellem DF og regeringen er »forbedret«.

»Der er ingen tvivl om, at regeringen har forsøgt at ændre attitude og nu arbejder bedre på at holde os orienteret end tidligere om kommende initiativer. Det har muligvis noget med vores efterhånden ret gode forbindelse til Socialdemokratiet at gøre, hvor vi har vist, at der er et reelt alternativ. For det var da der kom en bedre dialog mellem DF og S, at det tog fart. Måske fordi man blev tvunget til at vise mere lydhørhed over for Dansk Folkeparti,« siger Peter Skaarup.

Men der er stadig en del arbejde med forbrødringen i blå blok efter denne uges udspil fra regeringen, lyder det.

»Jeg ser det med konstruktive øjne, men det er klart, at de udspil, der er kommet i løbet af ugen, ikke er noget, vi kan støtte. Der er stor afstand. Men vi møder op til forhandlingerne og ser, hvor langt vi kan nå. Alene det, at der ikke længere ligger den kortslutter fra Liberal Alliance med et ultimativt krav om topskattelettelser, er positivt,« siger Peter Skaarup.

Læs mere