Løkke afviser finanspolitisk kursskifte

Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) udsteder en garanti for, at hele kvalitetsreformen ikke bliver udskudt, men det er uvist, om dele af den bliver skubbet. Og hvornår den lovede forhøjelse af børnechecken kommer, står også hen i det uvisse.

Lars Løkke Rasmussen garanterer nu, at kvalitetsreformen bliver gennemført. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen

En række kilder i og omkring regeringstoppen giver i dagens udgave af Berlingske Tidende udtryk for, at finansloven skal på slankekur og flere markante valgløfter må udskydes. Og måske bliver den stort anlagte kvalitetsreform udskudt i et år.

Alt sammen skyldes en frygt for økonomisk overophedning, advarsler der bl.a. er kommet fra nationalbankdirektøren og de økonomiske vismænd.
Men ifølge finansminister Lars Løkke Rasmussen er alt i skønneste orden.

- Jeg vil godt tage et opgør med det billede, der tegner sig af, at der er et markant kursskifte på vej. Det er der ikke tale om, fastslår Lars Løkke Rasmussen efter et møde i økonomiudvalget her til formiddag.

Kan du garantere, at I ikke udskyder kvalitetsreformen f.eks. et år?

- Ja, det kan jeg garantere. Jeg sidder sådan set i øjeblikket og arbejder på at komme hjem med en politisk aftale om kvalitetsreformen, fordi at kvalitetsreformen er en del af de løsninger på de udfordringer, vi står med: Nemlig at vi mangler hænder – både i den offentlige og private sektor. Og det vil være fuldstændig vanvittigt at skubbe den løsning foran sig.

Så budskabet er, at samtlige valgløfter kommer igennem på det tidspunkt, I har lovet?

- Budskabet er, at man kan stole på den her regering. Og de løfter vi giver, dem holder vi også. Og vi giver et løfte omkring børnechecken som er meget kontant og til at tage og føle på – og selvfølgelig holder vi det løfte.

Kommer den så først i januar 2008 – børnechecken?

- Det kan vi jo så rent praktisk ikke gøre.

Men det er jo det, I har lovet?

- Jo, men det kan vi jo så rent praktisk ikke gøre, fordi der har været et folketingsvalg som gør at vi ikke har kunnet vedtage finansloven inden årsskiftet.

Så får man den med tilbagevirkende kraft?

- Det kan være en af mulighederne. Det er helt oplagt, at det vi lover, det holder vi også.

Hvad så med dele af kvalitetsreformen – kan man indfase det noget senere?

- Kvalitetsreformen er jo en reform, der fases ind over de fire år, som økonomien er sat af på. I øvrigt over endnu flere år, hvis du snakker investeringer. Du taler, ligesom at kvalitetsreformen er en absolut ting, som alle ved hvordan ser ud. Der er ikke engang indgået en aftale om, hvad den går ud på.

Men kvalitetsreformen kan man da læse side efter side efter side?

- Prøv lige og hør: Det er regeringens udspil.

Så kan man også diskutere om noget skal gå hurtigere end ellers – specielt de dele som koster penge, det vil være et helt oplagt spørgsmål at stille.

- Regeringen har givet et udspil til kvalitetsreformen, vi drøfter med partierne – der er ikke engang indgået en aftale endnu, lad os nu lige få en aftale. Der bliver spurgt til, om der er tale om, at vi nu skal skubbe kvalitetsreformen foran os. Nej! Der er ikke tale om at vi skal skubbe kvalitetsreformen foran os. Der er tale om at vi skal i gang med kvalitetsreformen jo før jo bedre, siger Lars Løkke Rasmussen.