Løkke åbner Folketinget: Skatten på bolig skal ned

Regeringen vil sænke skatten på bolig og indføre et nyt stop på boligskat - men først fra 2020.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fortalte fra talerstolen ved Folketingets åbning, at regeringen vil sænke skatten på bolig og fastfryse grundskylden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Lars Løkke Rasmussen løfter nu lidt af sløret for den måde, regeringen ønsker at ændre boligskatten på.

Regeringen vil fra 2020 indføre et nyt og lavere skattestop på både grundskylden - der er steget voldsomt for mange husejere over de seneste år - og på ejendomsværdiskatten.

Det fortalte Lars Løkke Rasmussen fra Folketingets talerstol, da han kort efter middag åbnede det nye folketingsår.

»Som det er nu, står mange boligejere over for kraftige stigninger i grundskylden i mange år frem. De stigninger, som ligger efter 2020, vil vi – når vi har indført det nye system – aflyse,« sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:

»Mange betaler i dag langt mere i skat, end de lagde budget efter, dengang de købte deres bolig. Nogen har slet ikke råd til at blive boende i deres eget hjem. På trods af skattestoppet. Og hvis vi ikke gør noget, så vil boligskatterne frem til 2040 realt stige med yderligere 10 mia. kr. På trods af skattestoppet,« sagde han.

 

Præsenterer udspil i morgen

Han vil i morgen præsentere et konkret udspil, der både indeholder et nyt ejendomsvurderingssystem til at fastsætte værdien af grunde. Det har været suspenderet siden 2013, fordi der var fejl i tre ud af fire vurderinger, så nogle boligejere betaler for meget og andre for lidt.

Derudover vil det indeholde et udspil til et nyt boligskattestop, der skal sænke skatten for både ejendomsværdiskatten - der har været fastlåst siden 2002 - og for grundskylden.

Løkke fortalte i sin tale, at boligskatterne trods boligskattestoppet på ejendomsværdiskatten er steget med 18 mia. kr. siden 2001. Det skyldes, at grundskylden ikke har været underlagt skattestop og er steget voldsomt i især København og omegn og omkring de større byer i Jylland.

Grundskyld er en promille, som boligejeren betaler af den offentlige grundværdi. Den kan stige med seks procent om året, og det betyder også, at boligskatten stadig kan nå at stige med flere tusinde kroner frem til 2020 - hvor de nye regler skal træde i kraft - i de områder, hvor grundskylden er højest.

Lover kun skattelettelse efter 2020

Løkke lover da også kun, at boligejerne ikke vil komme til at betale mere, end de står til at skulle betale frem til 2020.

»Ingen nuværende boligejere vil komme til at betale mere, end med de nuværende skatteregler. Og mange vil komme til at betale mindre,« sagde han og uddybede:

»Det nye vurderingssystem vil samlet set betyde højere vurderinger, fordi boligpriserne mange steder er steget markant. Hvis vi kun indførte nye vurderinger og ikke gjorde andet. Så ville det føre til langt højere skatter. Det ønsker regeringen ikke,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Han vil efter præsentationen i morgen indkalde partierne til en orientering om udspillet, og hans håb er derefter, at en samlet aftale om et nyt boligskattesystem kan blive en del af en samlet 2025-plan.