Löfven må slagte valgløfter i historisk svag regering

Den er stor, ung og født i intern splid, den nye svenske regering, som fredag blev præsenteret efter tre ugers intense forhandlinger. Kommentatorer tvivler stærkt på dens handlekraft. En stribe valgløfter må opgives, fordi der ikke er flertal.

Efter tre ugers hårde forhandlinger kunne den nye svenske statsminister, Stefan Löfven, fredag præsentere sin regering, som ifølge kommentatorer går en hård tid i møde. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nye svenske statsminister, Stefan Löfven, præsenterede fredag den hidtil største regering i svensk historie – 24 ministre, heraf halvdelen kvinder og seks fra koalitionspartneren, Miljöpartiet.

Regeringen er historisk ung og har den største repræsentation af ministre født uden for Sverige. Med undtagelse af den tidligere vært for børneprogrammet Disneyklubben, Alice Bah Kuhnke, som bliver ny kulturminister, er holdet uden de store overraskelser.

De tidligere græsrødder i Miljöpartiet har udover posten som kulturminister fået både den centrale post som undervisningsminister og miljøminister, som skal varetages af henholdsvis Gustav Fridolin og Åsa Romson.

Omkring sig får den parlamentarisk uerfarne Stefan Löfven to stærke kvinder: Finansminister Eva Magdalena Andersson og udenrigsminister Margot Wallström.

Ved præsentationen af sit regeringsprogram og sine nye ministre indledte statsministeren fredag – ligesom i valgkampen – med at male et dystert billede af Sverige. Smuldrende velfærd, voksende kløfter og høj arbejdsløshed.

»Alt det skal vi vende,« sagde han og tilføjede: »Vores land skal være en ledende og inspirerende kraft i verden.«

Men det bliver op ad bakke. Alt tyder på, at regeringens styrke bliver omvendt proportional med dens størrelse: Socialdemokraterna har sammen med regeringspartneren Miljöpartiet og støttepartiet Vänstrepartiet blot 158 mandater i Riksdagen. Og der skal 175 til at danne flertal. Det betyder, at Löfven må have opbakning fra et eller flere af de borgerlige partier, hver gang han skal have vedtaget et forslag fra det katalog, han præsenterede fredag. En række valgløfter er allerede slagtet, andre vil blive det, når der skal forhandles fra sag til sag i Riksdagen. Det bliver svært at få gennemført kvoter for kvinder i bestyrelser, obligatorisk gymnasium til alle og en ekstra måneds barsel til mænd.

 

Hård tid forude

Selv om de svenske kommentatorer spår regeringen en usædvanlig hård tid, så vil den næppe blive væltet lige med det første, alene fordi det største oppositionsparti Moderaterna står uden leder efter Fredrik Reinfeldts afgang.

Ewa Stenberg fra Dagens Nyheder skrev i en analyse i går, at Stefan Löfven, som elsker kompromisser, fra sin tid som formand for Metall, får brug for alle sine talenter i den retning, for han kommer til lede en svag regering, som får meget svært ved at forandre landet.

»Det bliver vigtigere at bryde blokpolitikken end at skabe forandringer, når Socialdemokraterna og Miljöpartiet former deres regeringspolitik.«

Politisk kommentator Göran Eriksson, Svenska Dagbladet, betegner den nye regering, som en alle-skal-med-regering. Der er taget hensyn til en geografisk fordeling med ministre fra hele landet og både venstre- og højrefløj i statsministerens parti er repræsenteret:

»Han vil gerne gøre alle glade i sit parti. Han får brug for deres støtte. Som statsminister i en regering, som har en svag opbakning til sin politik, vil han ikke kunne skabe den politiske fremgang, som partiet har været vant til, når de har dannet regering,« skriver Göran Eriksson.

Laveste riksdagstilslutning siden 1980erne

Aftonbladets kommentator Lena Mellin skrev for et par dage siden, da det meste af regeringsprogrammet var kendt, at regeringen kommer til at sidde i lange forhandlinger med oppositionspartierne: Centerpartiet, Folkpartiet og støttepartiet Vänstrepartiet. I forvejen er de to regeringspartier uenige om meget:

»Det vil kræve ikke blot gode evner i diplomati, men også god polstring på ballerne for de involverede. Og det kræver, at Stefan Löfven ved, hvad han vil, ellers bliver han oppositionens gidsel og tvunget til at komme dem i møde den ene gang efter den anden. »Jeg vil bygge en handlekraftig regering,« sagde Löfven før og efter valgdagen. Det ser desværre ud til at blive det modsatte,« skriver Lena Mellin og peger på, at den nye regering har den laveste tilslutning i Riksdagen siden Thorbjörn Fälldins sidste koalition fra 1981-82.