Lobbyist stillede Mette F og Lars Løkke spørgsmål under TV-duel

Under mødet mellem S-formand Mette Frederiksen og statsminister Lars Løkke Rasmussen på TV 2 kunne borgere stille dem spørgsmål. Men en af de personer, der stillede dem et spørgsmål, var lobbyist, og det blev ikke nævnt for seerne.

De to partiledere og statsministerkandidater Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) debatterede søndag aften på TV 2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Omkring en time inde i valgkampens første store TV-duel mellem Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) rejste en kvinde fra publikum sig op. Tilskuerne kunne undervejs i duellen stille spørgsmål til de to partiformænd.

Men kvinden, der rejste sig op, var kommunikationschef i Friskoleforeningen, Maren Skotte. At hun var ansat i en interesseorganisation, sørgede hverken TV 2 eller Maren Skotte dog at informere seerne om.

Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) Frederik Vad Nielsen rettede på Twitter kritik af den manglende oplysning om Maren Skottes arbejde. Tweetet blev bl.a. delt af Socialdemokratiets EU-ordfører Peter Hummelgaard.

Til B.T. har Maren Skotte fortalt, at det var en forglemmelse, at hun ikke præsenterede sig, da hun fik mikrofonen. Hun koncentrerede sig om at stille sit spørgsmål.

»Gertrud Højlund havde bedt mig om at sige, at jeg arbejder for friskolerne. Det skulle have været sagt, men det var hverken min eller TV 2s hensigt, at det ikke blev tilfældet,« siger Maren Skotte til B.T.:

»Der havde været en helt åben dialog om, at det var det spørgsmål, jeg havde på hjerte, og det står helt for egen regning, at jeg ikke fik det (Titel og arbejdsgiver, red.) sagt. Der er ikke nogen, der har plantet det spørgsmål.«

Også TV 2 ærgrer sig ifølge B.T. over, at Maren Skottes arbejde og interesser ikke blev gjort klart for seerne.

Svend Rasmussen, redaktionschef ved TV 2 Nyhederne og ansvarlig for TV-duellen, kalder situationen »irriterende« og siger til B.T., at det var en fejl.

»Vi skulle have fortalt, hvem hun var. Vi havde gjort meget for at holde interesserorganisationer ude, og det lykkedes os sådan set. Men det er meget svært at sikre sig, hvis folk ikke selv fortæller, at de har særinteresseer,« siger han til avisen.