Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Livsstilseksperten Henrik Byager er kendt blandt journalister for at kunne udtale sig om det meste. På Dagbladet Politikens satiriske bagside blev han engang kaldt »ekspert i alt«. Selv om han ikke er enig i det udsagn, så erkender han, at han hører til blandt den voksende gruppe af eksperter, der oftere og oftere bliver brugt i medierne, fordi de kan levere det, som journalisterne efterspørger; klare citater og hurtige analyser:
- Det gode ved sådan nogle eksperter som jeg selv, det er, at man kan trykke på en knap, og så kører det. Det, tror jeg, betyder noget. Vi er medievante. Vi ved godt, hvad præmisserne er, og vi kan gå ind i det fra scratch, siger Henrik Byager.
- Jeg har ikke den samme tyngde som en professor eller en akademisk sværvægter. Jeg har noget »easygoing« og noget funktionalitet og en evne til at formulere mig, som er plug and play, og derfor har folk som mig en stor plads i et hurtigt mediesamfund, siger livsstilseksperten.
Han nævner debatten om Vejlegården som et eksempel på en historie, hvor medierne har brugt et væld af eksperter undervejs, fordi der er brug for at holde historien kørende, Og også her har der været brug for eksperter, der kan »levere«.
- Hvis du skal tale med en eller anden lektor om en rapport om udviklingen på arbejdsmarkedet siden Anden Verdenskrig og brugen af blokadevåbnet, så tager det måske rigtig lang tid at få vedkommende til at sige noget, der kan bruges til noget. Der er vi andre mere fast food, da vi kører med det samme, siger han.
Debatten om brug af eksperter er torsdag blusset op, efter at Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Morten Messerschmidt, i Berlingske har kritiseret landets medier for at bruge »politiserede eksperter« samt eksperter, der udtaler sig om noget, som de ikke har forstand på.
Henrik Byager mener, at det både er op til journalisterne og eksperterne at sørge for, at de »rigtige« eksperter finder vej til spalterne eller tv-skærmene.
- Hvis du holder dig til medieansvarsloven, er det journalisterne, der har redigeringsretten og dermed også redigeringsansvaret for, hvem de snakker med og får til at fortolke nogle ting.
- Personligt synes jeg, at jeg har et stort ansvar. Dels over for journalisten og over for de lyttere, læsere og brugere, der kommer til at se på det, men også i forhold til mig selv. Jeg vil simpelthen ikke være til grin ved at udtale mig om noget, som et mere kvalificeret menneske ved mere om, siger Henrik Byager.
Han understreger, at han siger nej til journalister, hvis han ikke føler, han har tilpas viden til at udtale sig.