Lige om lidt sker det endelig. Men Mette Frederiksen kan bruge Søren Papes kandidatur som våben

I lang tid ville Søren Pape Poulsen (K) blot have indkasseret et unødvendigt nederlag, hvis han gik efter statsministerposten. Nu er de blå chancer dog bedre, end de har været i årevis, og derfor giver timingen mening, mener Berlingskes politiske kommentator.

 
Søren Pape Poulsen stiller op som statsministerkandidat. Video: Ritzau/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Længe er han blevet beskyldt for at fedtspille, men nu ser det ud til at ske.

Klokken 10.30 holder formand for Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen pressemøde på Christiansborg.

Selv skriver han på Facebook, at »nogle vil nok gætte på, hvad det er, pressemødet handler om. Men jeg vil holde spændingen lidt endnu.«

Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, er dog ikke i tvivl.

»Det er et pressemøde, der handler om, at Søren Pape Poulsen gennem længere tid har gået og overvejet, om han også skal stille op som statsministerkandidat. Nu meddeler han så til offentligheden, at han er færdig med at tænke over det,« siger Bent Winther.

Og efter alt at dømme går Søren Pape mandag aften i seng som statsministerkandidat.

Uanset hvad, får beslutningen betydning for Søren Pape selv, men den får ifølge Bent Winther også stor betydning for det borgerlige samarbejde i Danmark frem mod et valg.

Stiller Søren Pape op som statsminister, vil det nemlig give regeringen et oplagt blødt punkt at angribe mod med ordene »de borgerlige kan ikke engang blive enige om, hvem der skal være statsminister«.

En reel blå chance

De tektoniske plader i dansk politik synes i øjeblikket at bevæge og forskyde sig hurtigere, end de har gjort i mange år.

I lang tid har meningsmålinger og kommentatorer nærmest været enige om, at fire år mere med statsminister Mette Frederiksen (S) var en selvfølge, al den stund den forgangne valgperiode har været præget af mangel på fælles retning.

Men de seneste mange meningsmålinger viser – på bagkant af Minkkommissionens kritik af regering og embedsværk – at der ser ud til at være dødt løb mellem blokkene.

»Nu er der en reel chance for, at blå blok kan vinde næste valg. Når Søren Pape stiller op nu, gør han det i medvind,« siger Bent Winther.

Havde han omvendt gjort det på et tidspunkt, hvor Mette Frederiksen stod til en meget sikker sejr, ville det blot betyde, at han frivilligt indkasserede et nederlag, som han kunne have ladet Jakob Ellemann-Jensen (V) tage selv.

»Og det er der jo ikke nogen grund til,« siger Bent Winther.

Derudover mener Bent Winther, at det havde set »fjollet ud«, hvis De Konservative efter et valg var blevet det største parti i blå blok, uden at formanden havde meldt sig som klar til at overtage Statsministeriet.

Selvom valget først skal afholdes senest 4. juni næste år, har De Radikale bebudet, at de vil vælte Mette Frederiksens regeringen, såfremt der ikke er udskrevet valg senest 4. oktober.

Derfor kommer Søren Pape Poulsens beslutning altså også få minutter i valgnat.