Kommunernes it-fællesskab, Kombit, meddeler tirsdag, at 9290 personer har meldt deres kandidatur til kommunalvalget 18. november.

Kombit oplyser, at tallet kan ændre sig en smule, "hvis der er blevet tastet forkert ude i kommunerne".

- Men det er dette tal, vi kan se lige nu, hvor vi har kandidatlister fra alle kommunerne, skriver Kombit i en besked til Ritzau.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik stillede 9165 personer op ved det seneste kommunalvalg i 2021.

Tallene bliver offentliggjort på dagen, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) brugte en del af sin tale ved Folketingets åbning til at tale om, at demokratiet er udfordret, og at det ikke er nemt at være folkevalgt eller familie til folkevalgte personer.

En del folketingspolitikere arbejder ved siden af hvervet i Folketinget også som folkevalgte i enten kommunalt eller regionalt regi.

Mandag blev kandidatlisten til regionalvalget offentliggjort. Det finder også sted 18. november.

I alt 1148 kandidater stiller op til valgene til de fire regioner, der kommer til at være fremover.

Danmark har lige nu fem regioner, men Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver lagt sammen til Region Østdanmark.

Der er lidt færre kandidater til årets regionalvalg, end der var i 2021.

Der bliver også færre regionalpolitikere efter næste valg, eftersom antallet reduceres fra 205 til 134.

/ritzau/