Lidegaard: Vi skal blive bedre til at stoppe ekstremisme

Både Danmark og USA skal blive bedre til at sætte ind mod radikalisering, siger udenrigsminister Martin Lidegaard, der deltager i konference om ekstremisme i Washington.

Foto: A3637/_J

Danske og amerikanske myndigheder skal blive bedre til at bekæmpe radikalisering blandt unge.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der onsdag rejser til den amerikanske hovedstad for at deltage i en konference om terror og ekstremisme.

»Fra både amerikansk side og i resten af verden er der brug for, at vi bliver langt bedre til at sætte ind mod radikalisering og ekstremisme både i vores eget samfund og hvor den udspringer i Mellemøsten og det nordlige Afrika. Det er det, vi skal snakke om i de kommende dage,« siger udenrigsministeren.

Efter terrorattentatet i København har USAs præsident, Barack Obama, tilkendegivet, at USA er klar til at hjælpe Danmark med opklaringen, hvis det er nødvendigt.

Om det bliver tilfældet, ved udenrigsministeren endnu ikke.

»I forhold til den konkrete sag er det politiets vurdering. Som jeg har forstået det, er der ikke tale om en person med tilknytning til det ekstremistiske miljø i hverken Danmark eller udlandet. Så det er politiets vurdering, om der er brug for amerikanernes hjælp,« siger Martin Lidegaard.

Egentlig var det planen, at justitsminister Mette Frederiksen (S) skulle have deltaget i mødet, men efter terrorangrebene er planerne i sidste øjeblik ændret.

Mandag aften talte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i telefon med Obama om netop den kommende konference om terror, bekræfter Det Hvide Hus.

På mødet vil amerikanerne diskutere, hvordan især præster, imamer, skolelærere, sundhedspersonale og lokale ledere kan være med til at modvirke radikalisering og terror.

Den aarhusianske borgmester, Jacob Bundsgaard (S), deltager også i konferencen, hvor han skal fortælle om erfaringerne med den såkaldte Aarhus-model, der har til formål at bekæmpe radikalisering.

En højtstående embedsmand i Det Hvide Hus oplyser over for en række journalister, at man håber, at mødet kan være med til at stoppe angreb som det i København.

»Men jeg tror, at vi må være realistiske i forhold til, at dette er en langsigtet investering,« siger embedsmanden ifølge Berlingske og understreger, at »investeringen« vil foregå på »mange forskellige niveauer«.

To personer blev i weekenden dræbt i København, da den formodede gerningsmand, 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, skød ved Krudttønden på Østerbro og nær den jødiske synagoge i Krystalgade i Indre By.

Den 22-årig blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet.