Lidegaard: Ukraines præsident værdsætter Danmarks støtte

Udenrigsminister Martin Lidegaard mødtes lørdag med Ukraines nye præsident, Petro Porosjenko, i Kiev til præsidentens indsættelsesceremoni. Porosjenko udtrykte stor glæde over den danske støtte til Ukraine.

Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), deltog lørdag formiddag i indsættelsen af Ukraines nyvalgte præsident, Petro Porosjenko, i Kiev.

Den lejlighed benyttede Ukraines præsident til at veksle et par ord med den danske minister, og Porosjenko udtrykte stor taknemmelighed over Danmarks støtte til ukrainerne i den russisk-ukrainske krise, der har stået på, siden den forhenværende ukrainske præsident Viktor Janukovitj blev afsat i februar.

»Jeg havde lejlighed til at tale kort med præsident Porosjenko, og han gav udtryk for en utrolig stor taknemmelighed og glæde over den støtte, som Danmark allerede har ydet,« siger Martin Lidegaard til Berlingske Nyhedsbureau og fortsætter:

»Samtidig gav han udtryk for, at han håber, Danmark fortsætter med at støtte Ukraine. Særligt på energiområdet og retsområdet, hvor vi har stået meget stærkt. Jeg har lovet Porosjenko, at Danmark fortsætter med at støtte ukrainerne, og jeg håber også, at vi kan øge den,« siger Martin Lidegaard.

Danmark har blandt andet støttet Ukraine med 3,4 millioner kroner til udarbejdelsen af en ny forfatning og undersøgelser af optøjerne på Maydan-pladsen og 15 millioner kroner til et nyt energicenter i Kiev. Derudover har Danmark støttet EUs diplomatiske fremgangsmetode i den russisk-ukrainske krise.