Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Selv om Liberal Alliance i sit arbejdsprogram går efter at afskaffe starthjælpen, vil partiet ikke stemme for en afskaffelse, hvis Socialdemokraterne, SF og de Radikale fremsætter forslaget. Det paradoks begrunder partileder Anders Samuelsen med, at han ikke ønsker at bringe VK-regeringen i mindretal.
»Starthjælpsydelsen synes jeg er problematisk. Men det er ikke et af de punkter, som vi vil kæmpe for. Hvis man går imod en siddende regering og skaber et alternativt flertal, så er konsekvensen, at regeringen vælter. Oppositionen kan ikke bruge os på den måde,« siger Anders Samuelsen, der ellers sidste år kaldte starthjælpen for »uretfærdig«:
»8.583 kroner - det er, hvad en flygtningefamilie på starthjælp til sammen har til rådighed hver måned. Og det er simpelthen alt for lidt.«
I dag siger Samuelsen, at han kun vil kæmpe målrettet for fire ting: mere vækst, lavere skat, en mere effektiv offentlig sektor og mere frihed til danskerne.
»Det er det, vælgerne får hos os. Hvis de har en drøm om, at vi stiller ultimative krav om, at starthjælpen skal fjernes, så skal de gå et andet sted hen. Det kan vi lige så godt sige ærligt. Så skal de stemme på de Det Radikale Venstre. Vi vil bruge vores krudt på de fire områder, hvor vi kan redde Danmark.«
Er udlændingepolitikken så ligegyldig for dig, at du er parat til at forråde din egen politik på området?
»Det er ikke et spørgsmål om at forråde. Det er et spørgsmål om at prioritere. Man kan ikke få det hele i slikbutikken,« siger Anders Samuelsen og gør klart, at det samme gør sig gældende med partiets ønske om at give grønt lys for homoseksuelle vielser i kirken. Heller ikke her vil Liberal Alliance stemme for sin egen politik, hvis det bringer regeringen i mindretal.
Undren
Hos de Konservative synes integrationsordfører Naser Khader, at det er mærkværdigt, at Liberal Alliance er modstander af starthjælpen, da han mener, den motiverer nydanskere til at komme i job.
»Det undrer mig, for starthjælpen er borgerlig liberal politik. Undersøgelser viser, at den virker, og man behøver ikke at leve af starthjælpen alene. Man kan finde et arbejde, så man kan supplere sin indkomst op,« siger Naser Khader, der vel at mærke selv var modstander af starthjælpen, indtil han forlod Liberal Alliance.
Det faktum er Anders Samuelsen da heller ikke sen til at minde ham om:
»Den form for kritik er svær at tage seriøst. Naser var nok den sidste, jeg havde troet ville kritisere vores politik på det område, eftersom det er ham selv, der har formuleret det,« siger Anders Samuelsen.
SFs integrationsordfører, Astrid Krag, ryster på hovedet over Samuelsen.
»Det viser, at det er vigtigere for Liberal Alliance at holde de borgerlige på ministertaburetterne end at gennemfører deres egen politik,« siger Astrid Krag.
Selv synes Anders Samuelsen, at partiets udlændingepolitik er klar og enkel:
»Kompetente udlændinge, der kan forsørge sig selv, skal være velkomne i Danmark. Men vi skal ikke have indvandring uden samfundsnytte, for så er indvandring blot ulandshjælp udbetalt i Danmark. Integration er for mig lige så enkelt: Det forudsætter sproget, uddannelse, arbejde og accept af Danmark som en demokratisk retsstat. Sværere behøver det ikke være,« siger han.