Liberal Alliance erkender, at ordet »hvis« manglede i udskældt annonce – men ordfører afviser, at det er belejligt for partiet

Liberal Alliance fortryder ikke dets udskældte annonce om krigsskat. 

Liberal Alliance erkender, at et centralt ord manglede i en ny annonce.  Asger Ladefoged

Det var ikke en fejl at bringe annoncen, men ordet »hvis« manglede i Liberal Alliances kampagne om krigsskat. 

Det erkender partiets fungerende politisk ordfører, Steffen Frølund. 

Af en annonce fra Liberal Alliance fremgår det, at regeringen vil indføre en krigsskat. 

Skatten kan koste »en almindelig familie« cirka 43.500 kroner årligt, står der.

Det er imidlertid ikke blevet annonceret, at regeringen vil indføre en krigsskat. 

Derfor har særligt Venstre og Socialdemokratiet kritiseret kampagnen fra Liberal Alliance. 

»Jeg synes, at det er en uærlig, en useriøs og en umoden måde at kommunikere politik på,« siger Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen

På X kritiserer Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, også Liberal Alliancens annonce:

»Det er simpelthen blevet det nye normal, at ⁦Liberal Alliance og Alex Vanopslagh bruger en svær situation for kongeriget til at lyve om ⁦Socialdemokratiet på samtlige af deres platforme i dagevis.«

Siden Liberal Alliance lancerede sin kampagne, har Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, sagt til Jyllands-Posten, at en krigsskat ikke er den rette løsning.

Til Berlingske siger Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, at en skat vil være med til at hæmme væksten. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde på forhånd meldt ud, at diskussionen om finansieringen af oprustningen af Forsvaret skal »tages i den rigtige rækkefølge«, når regningen kendes. 

»Der bliver et behov for at bruge flere penge på vores forsvar i fremtiden (...) Jeg tror dog, at det er klogt, at vi har et lidt mere konsolideret billede af, hvad den pris er, før vi kaster os over debatten om meget specifikke finansieringsforslag,« siger Christian Rabjerg Madsen, da Berlingske spørger om partiet ønsker en krigsskat eller ej. 

Det, der bliver ridset op i Liberal Alliances annonce, stemmer således hverken overens med, hvad regeringen på daværende tidspunkt havde meldt ud, eller hvad regeringspartierne efterfølgende har sagt om holdningen til krigsskat.

Steffen Frølund, fortryder I kampagnen? 

»Nej, vi fortryder ikke kampagnen. Vi fortryder, at vi ikke har været lidt mere præcise i noget af ordlyden. Vi medgiver, at der skulle have stået et »hvis«. Men vi fortryder ikke kampagnen, da vi stadig er bekymrede for, at der kan komme en krigsskat,« siger den fungerende politiske ordfører. 

Så du tænker, at det stadig holder, at I bringer annoncen? 

»Ja, jeg synes egentlig, at det er god public service, at vi fortæller danskerne, at hvis regeringen har tænkt sig at indføre en krigsskat, så risikerer en familie med to børn at skulle betale 43.500 kroner om året, hvis udgifterne til forsvaret skal op på 3,5 procent af BNPen.«

En almindelig familie

Tallene i annoncen stammer fra den uafhængige borgerlige-liberale tænketank CEPOS, har Liberal Alliance oplyst til Politiken

Beregningerne i tænketankens analyse er foretaget ud fra et scenario, hvor samtlige ekstraudgifter til forsvaret skal betales af en ny krigsskat, fremgår det. 

CEPOS har undersøgt de mulige ekstra skatteudgifter for forskellige familietyper.

Liberal Alliances tal gælder for »en almindelig familie«, står der i annoncen, men CEPOS bruger ikke betegnelsen »en almindelig familie«, men derimod betegnelserne »en funktionærfamilie« og »en arbejderfamilie«. 

Det tal, Liberal Alliance tager udgangspunkt i, er det tal, der gælder for en funktionærfamilie.

Steffen Frølund er fungerende politisk ordfører for Liberal Alliance.  Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

At Liberal Alliance har valg  at bruge disse tal fra CEPOS har mødt kritik. Blandt andre fra Venstres Jan E. Jørgensen, der kalder det »hamrende, useriøst«. 

Er det en fejl, at I har brugt netop de tal i jeres annonce? 

»Nej, jeg synes helt klart, at en funktionærfamilie med to børn falder inden for det, som man vil kalde en normal, almindelig familie,« siger Steffen Frølund.

Er det ikke lidt belejligt for jer, at I har en kampagne derude, som du siger ikke er helt korrekt i sin ordlyd, men som fremhæver jeres budskab om, at en krigsskat er en dårlig idé? 

»Nej, det har jo aldrig været intentionen med kampagnen, at vi skulle diskutere kampagnenes ordlyd. Vi medgiver, at der skulle have stået et »hvis«. »Hvis« regeringen vil indføre en krigsskat, så vil konsekvensen måske være »det her og det her«. Det vil regeringen måske stadigvæk. Vi har jo alle sammen popcornene fremme og følger tæt med i, hvad det ender med.«