Det var et bemærkelsesværdigt øjeblik under coronakrisen, da statsminister Mette Frederiksen (S) og journalist Henrik Qvortrup stod over for hinanden før en partilederdebat på Statens Museum for Kunst i 2021.

Henrik Qvortrup bemærkede efter et ifølge ham mangelfuldt svar fra statsministeren, at det var ham, der var journalist, og Mette Frederiksen, der var statsminister.

»Det er nok måske for danskerne meget godt, hvis jeg må være så fri,« svarede Mette Frederiksen.

Henrik Qvortrup markerede sig under coronakrisen som en af de mest kritiske journalister over for Mette Frederiksen og regeringen, og sammen med en anden politisk kommentator, Lars Trier Mogensen, har han skrevet en bog om Mette Frederiksens politiske liv.

Det skriver B.T.

Titlen på bogen er »Lev med det«, efter en sætning statsministeren ytrede på et pressemøde om minksagen, der også var en bemærkelsesværdig del af Mette Frederiksens første periode som statsminister.

Henrik Qvortrup siger til B.T., at bogen gerne skal belyse Mette Frederiksen fra flere sider – også fra den side, som ifølge ham er glad for kriser, der måske kan gøre danskerne lidt bange.

»Bogen beskriver hende på godt og ondt. Mette Frederiksen er en af danmarkshistoriens mest markante statsministre. Jeg vil også sige en ekstremt dygtig statsminister. Det bærer bogen præg af,« siger Qvortrup.

Bogen udkommer på forlaget People's Press 14. marts.