Lettelse blandt S-græsrødderne

Regeringens udspil til en beskæftigelsesreform ligner mest et valgoplæg. Det er svært at forestille sig, at Socialdemokraterne vil kunne indfri Venstres hovedkrav om besparelser.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) (i midten), præsenterede onsdag udspillet "Vejen til varig beskæftigelse - den enkelte i centrum" sammen med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det paradoksale er, at SF tilsyneladende skulle ud af regeringen, før det lykkedes Socialdemokraterne at trække regeringen i en lidt mere rød retning. I det socialdemokratiske bagland er der i hvert fald – om ikke jubel så en vis lettelse – over, at reformen af beskæftigelsessystemet ikke blev endnu en runddans med Blå Bjarne, men i stedet vil kunne bruges offensivt på kampdagen 1. maj. Især tre elementer i reformen – som snarere er justeringer af det eksisterende system – trækker i lyserød retning.

Før det første flyttes vægten fra aktivering til uddannelse, hvilket ligger i tråd med fagbevægelsens mangeårige strategi om, at arbejdsløse skal uddannes for at komme i arbejde. Det virker logisk, at ledige som ikke kan ansættes til den overenskomstmæssige løn, de er berettiget til, i stedet opkvalificeres til at kunne. Og det er også rigtigt, at mennesker med en længere uddannelse statistisk set klarer sig bedst på arbejdsmarkedet. Men der er bare ikke noget, der tyder på, at det får flere i job at sende ledige i uddannelse frem for mere virksomhedsrettet aktivering – og slet ikke i en tid som nu, hvor ledigheden er relativt lav. De undersøgelser og den forskning, der er foretaget af sammenhængen mellem uddannelse til ledige og beskæftigelse viser faktisk, at det i bedste fald ikke har nogen effekt. Men for de ufaglærte i 3F, som den halve milliard først og fremmest er tiltænkt, kan initiativet måske være med til at bremse vælgerflugten til Dansk Folkeparti.

Det andet, som man kan glæde sig over i S-baglandet, er, at A-kasserne kommer til at spille en større rolle i formidlingen af job. De skal ifølge udspillet tage sig af de velfungerende ledige de første seks måneder. Det giver mening, hvis man tror på, at de ledige gerne vil finde et arbejde og vil være bedre i stand til det med det branchekendskab, der ligger i A-kasserne. Men hvis man tvivler på, at A-kasserne formår at stille krav til de lediges rådighed, der er skrappe nok, er det måske en dårligere idé.

Hele VK-regeringens begrundelse for at køre A-kasserne ud på et sidespor, var, at de opfattede dem som for blødsødne i deres kontrol af, om ledige reelt står til rådighed. For fagbevægelsen er det til gengæld en gave, at A-kasserne, som fungerer som fødekæde for de skrantende fagforeninger, får en større rolle i beskæftigelsesindsatsen. Socialdemokraterne får brug for fagbevægelsen til at mobilisere vælgere, og længe har forholdet været mere end anspændt.

Endelig, som det tredje, kan man i rød lejr ånde lettet op over, at det i hvert fald indtil videre ikke ser ud til, at der kommer nogen giftig kobling mellem besparelser på de ledige og lettelser af skatter for erhvervslivet, som Venstre har lagt op til.

Vanskeligt forlig

Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) gjorde på deres pressemøde, hvad de kunne for at afmontere netop det kryds mellem indtægter og udgifter, som sidste år sendte Socialdemokraterne til tælling og fik kasteskyts og andet til at regne ned over statsministeren 1. maj. End ikke den omkring en milliard kroner, som 3.500 ekstra i beskæftigelse skønnes at give i provenu frem mod 2020, ønsker regeringen at disponere over til andet end lidt lune i statskassen.

Dermed ser et forlig med den borgerlige blok ualmindelig vanskelig ud. Venstres hovedkrav til beskæftigelsesreformen er netop, at der skal ske besparelser, som kan bruges til at lette skatter for erhvervslivet.

Regeringstoppen gjorde det i går klart, at man satser på et forlig med forligskredsen omkring reformen Flere i Arbejde fra 2002. Det er ud over Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti. Selv om statsministeren på pressemødet sagde, at intet er ultimativt, er det højst usandsynligt, at regeringen med så kort tid til næste valg vil acceptere at spare på indsatsen for de ledige for at finansiere skattelettelser. Og det er også svært at se Venstre i et forlig uden besparelser. Derfor ligner udspillet mest et valgoplæg, som Socialdemokraterne vil kunne bruge til at markere forskellen på deres og Venstres retning, efter at det i flere år har set ud som om, de gik samme vej – nemlig den blå.